Sebastian Zawadzki Trio gæster Dexter i Odense d.1/3-2022. Den koncert vil vi gerne blive klogere på og nedenstående stykke journalistik emmer derfor af visdom, lune, legesyghed og `All That Jazz`. Hæng på og måske får du besvaret et af de helt store mysterier indenfor Jazzmusik.

Af: Johan Tankred

1.      Jeg har lidt svært ved at karakterisere den musik som Sebastian Zawadzki Trio spiller. Hvordan vil I betegne det for en nysgerrig og endnu uoplyst person?

Trioens musik befinder sig et sted imellem moderne kompositionsmusik og nordisk jazz. Stramt komponerede passager og åbne improviserede afsnit afløser hinanden i et melodisk og melankolsk udtryk. Musikken er skrevet delvis af mig (Sebastian Zawadzki) og delvis improviseret i fællesskab.

Vi er tre musikere der har ualmindelig god indbyrdes kemi og lydhørhed, samt et højt teknisk niveau, det medvirker til at gøre vores koncerter spændende, levende og vedkommende.

Glæd jer til en medrivende og intens koncert på Dexter d.1. marts i Odense! Vi glæder os rigtig meget.

2.     Jeg har desværre købt mig selv fattig i healende krystaller og vidundermidlet Slangeolie fra Wish og har derfor kun råd til at tage til én koncert i marts. Hvorfor burde jeg indløse en billet til lige præcis en koncert med Sebastian Zawadzki Trio?

Du skal komme til vores koncert fordi du aldrig har oplevet noget lignende. Det er en følelsesmæssig rutsjebanetur. Musikken er til tider stille, smuk og følsom og andre steder er den stor og intens. Den gennemgående melankoli griber fat om hjertet på dig, hvis du overgiver dig til musikken.

3.     Skulle man gå med tanken om at forlade hus, hustru, hund og hjemmet og leve det frie liv som jazzpianist, hvor mange år bør man reelt øve sig på de sort/hvide tangenter, inden man vælger at gøre landevejen til sin levevej?

Jeg begyndte at spille musik da jeg var 6 år gammel. Siden da har jeg aldrig rigtig stoppet at øve og spille musik. For mig har det været en naturlig udvikling,da jeg altid har følt mig motiveret for at øve og arbejde mere med musikken. Musikken er en del af min natur. Hver eneste dag når jeg vågner, er det den første tanke jeg har at jeg skal igen i gang med at spille. Jeg kan simpelthen ikke lade være.

Jeg kunne ikke forestille mig at leve et andet liv end jeg lever lige nu. Jeg elsker den frihed og dét, at jeg fortsat kan udvikle mig som musiker hver eneste dag. Verden er fyldt med dygtige kunstnere som inspirerer mig til at fortsætte.

4.     Hvis I skulle beskrive en koncert med Jer til et menneske, der endnu ikke havde set Jer, hvordan vil I så beskrive den stemning en koncert med Jer kan hensætte publikum i?

Det er melankolsk, rørende og smuk musik, som indeholder elementer og inspirationer fra både jazz og klassisk musik.

Jakob Bro, der er  dansk jazz guitarist og turnerer i hele verden, arbejder lidt i den samme retning med musikken som jeg selv gør. Det er en enkelhed i udtrykket, selv om man er dygtig nok til at spille hvad som helst. Det er måske noget med modenhed, at man ikke viser alt hvad man kan hele tiden. At man giver plads til de andre musikere i bandet, så der er rum til alle.

5.      Er Jazz elitært eller har det bare endnu ikke opnået dets fulde potentiale ift. til udbredelse og er I en del af en nyere bølge, der kan erobre nye scener og segmenter af musikfans på Fyn og andre fine steder?

Jazz kan, ligesom mange andre genrer, spilles helt enkelt eller uhyre komplekst, og alt der indimellem. Jazz kan være umiddelbart tilgængelig som en god melodi. Det kan også være helt ”far-out”…

Det er med at finde en balance. Enkelthed risikerer at blive kedelig og forudsigelig og det komplekse risikerer at blive for indforstået og umulig at følge med i. 

Vi forsøger at spille musik vi selv synes er fedt, spændende og samtidig bevarer en umiddelbarhed, men hvor man ikke behøver at have en Ph.d. i musikteori for at følge med.

6.       Den musik du skriver og I som trio spiller til koncerterne, er meget scenisk, rørende og smuk. Er en koncert med SZT den perfekte mulighed for at invitere en særlig person med og enten tænde for en ny spirende kærlighed eller antænde gamle flammer?

Det har jeg aldrig tænkt på, men det kan man helt sikkert. Vores musik har bestemt en romantisk side.

 7.       Der går rygter om at jazz ikke er noget man spiller, men noget man fremelsker i øjeblikket via leg? Improviserer I på scenen eller holder I Jer til formen og fremføre fastlagte værker?

Improvisation er en væsentlig del af vores koncerter. Der er selvfølgelig nogle aftaler, men vi har alle mulighed for byde ind med idéer og på den måde forme et nummer lidt anderledes. Derfor er vores koncerter aldrig ens, selvom vi spiller præcis de samme numre.

Det jeg synes er fedt ved jazz, det er at der af og til sker nogle ting, man ikke forventer.

8.         Kan man forestille sig, at du engang i fremtiden vil udgive plader med deltagelse af enten én eller flere vokalister?

Jeg vil ikke udelukke det, hvis den rigtige person melder sig. Det er jo alt sammen et spørgsmål om kemien er rigtig. Når det er sagt, så er jeg stor fan af instrumentalmusik og lige nu savner jeg ikke en vokalist. Men man ved jo aldrig…

9.      Vil publikum blive trakterer med verdenspremiere på ny musik?

Ja, der er ny musik på programmet på Dexter.

10.       Afslutningsvis vil jeg gerne bede om lidt insiderviden fra Jazzmiljøet. Tom Waits har i en kendt sang proklameret, at det var hans piano der drak og ikke ham. Kan du bekræfte eller afkræfte dette postulat?

Det ved jeg desværre ikke, men jeg finder en del tomme flasker bag mit eget klaver…