Kira Skov og pianisten Simon Toldam byder sammen på en intim og eksperimenterende koncertoplevelse den 25. september på Dexter i Odense, hvor du kan høre smukke og tidløse sange fra den danske sangskat blive fortolket. Aftenen byder faktisk også på et par af de nye danske numre fra Kira Skovs kommende album. Og selvfølgelig vil der også præsenteres numre fra Kira skovs tidligere udgivelser. Kira Skov har haft svære personlige udfordringer i sit liv, og musikken og muligheden for her at skabe – har altid betydet ufatteligt meget igennem hele Kira Skovs liv. Hun har også haft mange musikalske inspirationskilder gennem tiderne. Og så har hun et spritnyt album med tekster på dansk på vej ud i verden i starten af november.
Af: Maibritt Lund Pilgaard
Kira Skov føler sig meget priviligeret som musiker – set i forhold til at have det store musikalske univers at kunne anvende til at skabe og udtrykke sig i livet. Musik har egentlig altid været en måde for Kira Skov at skabe et rum, som var tåleligt for hende at være i. Især i tiden efter hendes mand, Nicolais, pludselige bortgang for omkring to og et halvt år siden, blev det en måde for Kira Skov at handle på. ” Når man står så magtesløs tilbage i sådan en situation, som et dødsfald jo er, og man jo ikke kan gøre noget ved det endegyldige, som døden jo altid er – blev musikken her en meget konkret måde for mig at gøre bare noget og prøve at skabe noget, som havde en form for skønhed, når det hele føles meget mørkt. At skabe noget meningsfuldt ud af noget meningsløst. Musikken har en funktion for mig, og det har musikken egentlig altid haft. Den har været med til at skabe en slags balance i mit liv, hvor jeg får ting ud, så de ikke tyranniserer mit øvrige liv. Jeg har brugt musikken på den måde. Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke havde musikken i mit liv”, fortæller Kira Skov.
Faldt pladask for Billie Holiday
Kira skov har gennem hele sit liv også lyttet til og også været inspireret af andres musik. Bille Holiday har været med hende helt fra den tidlige ungdom, og Kira har også udgivet et hyldest album med Billie Holidays sange i 2011. ” Billie har jeg haft med i mit liv siden jeg var omkring 13 år. Jeg opdagede hende ved et tilfælde, hvor jeg stod i en vinylbutik i Rødovrecenteret og fandt pladen med Billie Holiday og faldt pladask for hendes ikoniske cover på albummet. Det virkede helt instinktivt for mig, at pladen skulle med hjem, og hun har været med mig længe. Hun indeholder jo en tidløs kvalitet”, fortæller Kira Skov. Hun har mange inspirationskilder, men hun oplever i dag, at der nok, med egne ord, kan være lidt længere mellem snapsene. ” Det kan i dag nok måske være sværere at nå ind, da jeg har lyttet til så meget, og det kan være sværere at røre én. Jeg har jo også en forståelse for, hvad der skal til at skabe de ting, som man lytter til. Måske bliver ens forhold til musik lidt mindre umiddelbart end da man var helt ung” siger Kira Skov. Hun lyttede i sine yngre år meget til soul og til kunstnere, som for eksempel: Aretha Franklin, Otis Redding, Janis Joplin, Led Zeppelin, Rolling Stones og især Bob Dylan blev en stor inspirationskilde for Kira Skov- også som sangskriver. Men også Nick Cave, Patti Smith og PJ Harvey var lidt senere blandt Kiras foretrukne musikere. ”I dag synes jeg for eksempel, at Billie Eilish er fed. Hun er jo sådan et teenageidol nu og er fantastisk. Hun er banebrydende innovativ og laver nyskabende ting med musikken, og hendes tilgang til lyd og billeder er på en måde meget revolutionerende. Det er inspirerende at følge hende”, siger Kira Skov.
Vi skærer ind til benet og skaber en intimitet
Koncerten på Dexter den 25. september bliver delt op i to sæt, hvor det første sæt udelukkende er danske sange, og hvor det andet sæt er mere en blanding med musik fra Kira Skovs bagkatalog. ”Det bliver to definerede rum hvoraf den første afdeling bliver med gamle danske sange, som vi har lavet et nyt take på, og jeg præsenterer også enkelte nye numre fra mit kommende album, som også er på dansk og er derfor en helt anden produktion. Det er faktisk lidt tilfældigt, at jeg præsenterer det nye og kæder det sammen med de andre danske sange, fordi koncerten falder sammen med, hvor jeg er nu”, siger Kira Skov. Pianisten Simon Toldam og Kira Skov har arbejdet en del sammen tidligere, og Simon har været med til at indspille to plader med Kira Skov under producer John Parish: When we were gentle fra 2013 og May your mind explode a blossom tree fra 2015. ”Vi har turneret sammen før og spillet sammen i et bandregi, men det bliver en anden måde at optræde på, hvor vi skærer ind til benet, og hvor vi får skabt en intimitet. Det lægger op til en anden måde at bruge scenen på og at være sammen med sit publikum på – mere én til én. Simion er jo pianist og er meget eksperimenterende, og han er en vild lydsmed. Det bliver ikke bare en akustisk oplevelse, men hvor vi også eksperimenterer med loops og støjflader og ting, der lægges ind og skaber forskellige rum og atmosfærer i sættet. Det bliver en meget dynamisk oplevelse -selv om vi kun er to mennesker, og jeg glæder mig”, fortæller Kira Skov.
Pludselig havde jeg skrevet en hel plade
Der er et helt nyt og anderledes album på vej fra Kira Skov, men det var faktisk slet ikke meningen, at der skulle komme nye sange ud nu. ”Jeg var egentlig gået i gang med at skrive en bog, men jeg følte mig lidt tømt og følte ikke, at jeg havde så meget i den personlige skuffe i forhold til at skulle skrive noget ned – også i forhold til den sorgproces, som jeg har været igennem. Så mange af de temaer, som jeg endte med at skrive, blev alligevel meget poetisk og abstrakt, og så endte jeg med faktisk at lave sange ud af det. Det startede med, at jeg skrev på dansk, og mærkede jeg pludseligt, at der er en anden type poesi og sange at hente i det danske sprog, og der er noget at hente i sproget, som fik noget andet frem i mig. Og pludselig havde jeg skrevet en hel plade”, fortæller Kira Skov. Hun har lavet albummet med produceren Silas Tinglef, og de skabte det sammen i det små og eksperimenterede med at lave det. ” Det blev en hel anden proces for mig. Vi bruger alle mulige samples og lyde, som, for eksempel, lyden af skridt og af motorer, som ikke kan starte. Det er en anden måde at skabe et lydunivers på, hvor der kom lydcollager ud af, som sættes sammen. Og det har været en anderledes og sjov proces for mig denne gang. Det bliver en lidt mere elektronisk plade, men der er stadig violin, strygerarrangementer og blæsere på. Det er en meget anderledes lyd og med mere elektroniske elementer end det, som jeg tidligere har lavet”, slutter Kira Skov. Den første single udsendes den 27.september, og den hedder: I en verden så urolig. Hele albummet udkommer i starten af november og hedder: I nat bliver vi gamle.
Koncerten med Kira Skov og Simon Toldam kan opleves den 25. september klokken 20 på Dexter i Odense