Indie-jazzbandet Røgsignal spiller som dansk band en showcase på en fransk jazzfestival i Paris i december. Derfor er bandet også i topform til at give koncert på Dexter 16. januar.
Af Lene Rimestad
Nordiske jazzkometer. Sådan lyder undertitlen på en tredages jazzfestival i Paris, hvor udvalgte nordiske jazzkunstnere optræder for franske branchefolk og andre jazz-entusiaster. Røgsignal er det danske navn på plakaten, og bandet har 30 minutter til at imponere gæsterne på det lokale parisiske spillested Pan Piper.
”Det er en kort koncert med mange branchefolk, så der er ikke plads til slinger i valsen,” siger Nikolaj Bugge. Han spiller guitar i indiejazz-bandet.
Bandet øver intensivt inden den ultrakorte optræden, og det betyder, at tilskuerne til koncerten på Dexter 16. januar 2020 får mulighed for at lytte til et band, der er mere end klar til at spille en noget længere koncert for publikum.
Mange forskellige spor
I foråret udkom bandets andet album ”Bodies”. Det er meget anderledes end det første album ”Pletter På Solen” fra 2016.
”Det første album indspillede vi live i studiet. På det andet har vi indspillet grundsporene live i et studie, men så har vi lagt en masse forskellige andre ting på. Hvert nummer har taget en hel studiedag,” fortæller Nikolaj Bugge.
Han beskriver det som at smelte to verdener sammen. Live-delen og det mere stramme og organiserede, der er produceret ”helt i bund”, giver en helt anden lyd med mange flere spor end det første album. Økonomisk har det været muligt, fordi albummet er støttet af forskellige fonde og musikpuljer.
”Vi har leget og brugt alle mulige lyde fra for eksempel gamle vintage keyboards og percussion. Der har også sneget sig til lidt stryger på,” siger Nikolaj.
Vestjyske marker
Det giver lytteren mulighed for at vælge, hvilken lyd han eller hun vil følge.
”Den fedeste oplevelse som udøver og lytter får man ved at overgive sig til musikken, rummet og stemningen,” siger Nikolaj Bugge.
”Vores univers består af mange melodier, som flyder rundt imellem hinanden i en sjov blanding. Nogle gange følger man guitar, andre gange bassen. Formen er nærmest en kosmisk storm, og som lytter kan man vælge selv,” siger han. ”Vi kommer fra Vestjylland, og vi er inspireret af menneskene og naturen der: det næsten statiske og melankolske.”
En vindblæst mark i det vestjyske landskab kan ses som en parallel til musikken. Marken og landskabet er statisk, men himlen og skyerne forandrer sig og skaber ekstra dimensioner.
Den stemning er også formidlet i musikvideoen til singlen ”Nobody” fra det nye album. Videoen er produceret af Per Krogh, der også har produceret videoen til “Der Løber Meget Vand I Åen” fra det første album.
I en pressemeddelelse fra Røgsignal forklarer Per Krogh, hvorfor videoen har fået det udtryk: ”Sangen giver mig en følelse af melankoli men på samme tid forhåbninger og følelsen af, at være ude i det åbne landskab. Derfor valgte jeg at skabe en kontrast til denne følelse ved at lave en film, som foregår på en kvindeanstalt tilbage i 1930’erne. Jeg har taget udgangspunkt i kvinden, som i den fulde version skal stå som stærk og viljestærk, selvom hendes frihed er blevet frarøvet hende.”
Venner fandt sammen
De fire medlemmer af bandet, Jakob Lauritsen, Henrik Lauritsen, Jonas Møller Andreasen og Nikolaj Bugge fandt sammen på MGK i Holstebro.
”Vi startede som fire drenge, der bare gerne ville lave noget musik sammen. Nu er vi blevet voksne og nogle af os har fået børn, men den barnlige eller ungdommelige glæde over at skabe et eller andet sammen, har vi stadig,” siger Nikolaj.
Det betyder også, at alle fire musikere tager ejerskab for at få ideer til og udvikle musikken.
”Inden vi fik børn stod vi et et øvelokale og jammede og byggede musikken op på den måde. Nu er vi mere effektive med vores tid, og en af os tager måske en skitse med, når vi øver. Men det meste foregår stadig kollektivt,” siger han.
”Grundlæggende er vi inspireret af hvad som helst. Det handler om, hvad vi gør med musikken, når vi er sammen. Vi taler ikke om en eller anden retning, men når vi fire er sammen, er vi frie til at gøre, hvad vi vil. Så måske lyder vi anderledes om et år,” Nikolaj Bugge.
Bedste koncertoplevelse
En af de fineste koncertoplevelser var, da bandet blev inviteret til at spille live i Rundetårn, mens koncerten blev transmitteret i DR P8 Session.
”Det var nervepirrende, men også skulderklap, fordi folkene bag P8 tager musikken seriøst, og de kunne have valgt mange andre end os, så det var en en milepæl i vores bands historie,” siger Nikolaj Bugge.
Anmelderen Henrik Palle skrev i Politiken i november 2018 om Røgsignals livekoncert i Rundetårn: “En overbevisende demonstration af, at ung dansk jazz hverken er død, lugter sært eller på nogen måde halter”.
Røgsignal spiller på Dexter i Odense 16. januar 2020
<