Resonator Festival rammer Odenses spillesteder d. 9. – 13. november 2021.

Af: Lea Pedersen

Resonator Festival er en ny venue festival i Odense, der samler musik fra hele verden, og spreder det ud på de mange venues i Odense. Den ene aften kan du gå fra at opleve nordisk folk, der helt sikkert giver dig lyst til at danse, til psykedelisk disco/funk fra Asien.

I en tid hvor alle har været nødsaget til at holde sig fra at rejse pga. corona, er det en musik gave fra alle verdenshjørner, når Resonator går i gang i Odense.

Håbet fra festivalens aktører er at folk fra hele Danmark vil få lyst til at komme til festivalen, og opleve de mange koncerter.

Allerede fra tirsdag d. 9. november begynder musikken at rulle ind over Odense, med brasilianske Kiko Dinucci, der slår vej forbi Dexter med hans spanske guitar.

Kiko Dinucci

Under festivalen, kan man desuden opleve bl.a Gaye Su Akyol fra Tyrkiet, som blander det tyrkiske med det elektroniske. Der kan forventes et fascinerende sceneshow fra hende.

Gaye Su Akyol

Da:lum, der spiller sydkoreansk kunstmusik, kommer forbi PåTaget onsdag d. 10.
Det vil være en oplevelse ud over det sædvanlige, med specielle koreanske strengeinstrumenter, hvor man kan drømme sig væk i et næsten meditativt stadie.

Da:lum

Fredag d. 12 kan man afslutte aftenen på Musikhuset Posten, til en samling af koncerter, der fortsætter helt ud på natten. Musikken vil være næsten umulig ikke at danse til, når Guiss Guiss Bou Bess spiller afrikansk tromme-domineret musik med samples. Også Acid Arab, en DJ-gruppe fra Paris, tilføjer et elektronisk kick til aftenen, efterfulgt af NURI, der med tunge beats og rave-stemning afslutter natten.

Guiss Guiss Bou Bess (SN/F) + Acid Arab (F) + Nuri (TN)

Andet der kan opleves, er workshops, talks, ølsmagning og fællesspisning. Workshopsene er alt, fra en eftermiddag hvor man kan joine et folk big band med sit eget instrument, til Visejam, hvor man kan lære “Den ædle kunstart at synge drikkeviser.”

Der vil være talks, som når radioværten Carsten Holm, og livsstilseksperten Flemming Møldrup kommer forbi Frølageret for at snakke om de obskure plader, fra hele verden, der gemmer sig på musikbiblioteket.

Holm & Møldrup

Frølageret vil også lægge hus til en aften med fællesspisning og bal lørdag d. 13, hvor spisning giver vej til dans, efterfulgt af folk jam med Annelene Toft Christensen.

Med en partoutbillet, der kun koster 300 kr, har man fri adgang til de næsten 30 arrangementer og koncerter, der strækker sig fra d. 9 – 13. november. 

Festivalen foregår på disse forskellige venues i byen: Posten, Dexter, PåTaget, Frølageret, Magasinet og Studenterhuset. Det er let at komme fra det ene venue til det næste, da de ligger tæt på hinanden, forbundet af Odenses hyggelige gågadesystem.

Det er en festival der handler om nysgerrighed omkring andre kulturer, at være klar på nye oplevelser og lade sig rive med af de mange nye kulturelle sanseindtryk.
Pointen er ikke at gå ind til koncerterne og kende musikken i forvejen, det er at opleve noget nyt, i fællesskab med andre.