Da Carsten Holm & Flemming Møldrup rev de usynlige vægge ned på Dexter
Af: Johan Tankred
Fotos: Hans Kristian Hannibal-Bach
Dexter var fyldt til randen denne aften, og havde restriktionerne ikke dikteret social distance havde der været endnu flere, da den forudgående interesse havde været stor. Men hvad var det dog de kom for og hvem var de? Mangfoldigt og divergerende var menneskene der kom for at høre det musikalske talk show med Holm & Møldrup. Der var alt fra det grå guld, der sippede andægtigt af dyre dråber, over til black-metal fyren, komplet med fadøl, dreadlocks og skæg ned til bæltespændet.
Konceptet var at Holm & Møldrup ville tale om deres kærlighed til musik og krydre det med musikalske indslag fra deres egen samling. Et såre simpelt koncept, der måske umiddelbart kunne virke mindre festligt og ekskluderende end hvad man normalt forventer sig når man bevæger sig ud for at få en musikalsk oplevelse. Alle bange anelser i den retning blev hurtigt manet til jorden da Carsten Holm (kendt fra DR & P3 og og og…) uden at annoncere hverken showstart eller lignende, simpelthen gik op på scenen. Satte nålen i rillen og lavede en improviseret slowdance til tonerne af en ukendt mexicansk sang. Så var scenen sat på den mest uprætentiøse facon.
Vi fik historien om musikkens indtog i de to herrers liv, kun afbrudt af relevante musikalske indslag med afsæt i samtalerne. Der er faldgruber i et sådant format, specielt hvis aktørerne henfalder til en nostalgisk og drivende sentimental prædiken. Ping-pongen imellem det danske svar på en musikalsk Gandalf, Carsten Holm, og makkeren, den mere frit flyvende og kække Flemming Møldrup, føltes oprigtigt hjertelig, spontan og smittende. Denne aften var det mere som at blive inviteret ind på drenge- eller pigeværelset(!) og være en flue på væggen til en inkluderende og underholdende rejse gennem livet med musikken som lydtapet. Publikum blev ikke alene inviteret ind i varmen og under huden på de to erfarne og kyndige herrer, de blev ad flere ganget opfordret, udfordret og inkluderet i en interaktiv dialog, hvor de usynlige barrierer imellem aktør og tilskuere blev revet ned. Væggene forsvandt denne aften på Dexter. Scenen blev transformeret til gulvet og gulvet blev til scenen. Bedst eksempel på dette var da Carsten Holm berettede om et ungdomsliv fra Ærø og adspurgte om der var andre fra Ærø til stede i salen. Da skete der følgende:
”Er der andre fra Ærø og Marstal til stede?”
”Ja, Tommy. Fra Marstal!”
”Er du så Lindas bror?”
”Nej, jeg er Tanjas!”…..
Netop det lokale og lokalkendskab kom da også i den grad på spil, og med det menes ikke Carstens reference til diverse obskure bands fra 90´erne i Odense som f.eks Sliced Pimples(!), men i form af aftenens to gæster.
Borgmester Peter Rahbæk Juel, var denne aften inviteret som privat-Peter og som musikalsk indslag kom Hjalmer forbi og spillede et par numre.
Peter Rahbæk havde denne aften løsnet slipset og fundet hans mest værdsatte plade frem. At påstå at lyden på hans medbragte eksemplar af Davide Bowies ”Honky Dory”, ikke bar præg af utallige afspilninger i form af lydmæssig patina ville være som at sige at Tommy Kenter synger som Evita. Det klædte indslaget at opleve borgmesteren være som et lille barn og reminiscere om at komme fra et ”Hjem med gevær og ikke klaver”, hvilket han brugte som argument for IKKE at synge men lade musikken tale for sig selv. Efter showet berettede han til FYN LIVE at det havde været en fornøjelse ikke alene at deltage i dette hjertelige arrangement, men at det også havde vakt glæde i det lille hjem at han denne aften ville prædike om David Bowies fortræffeligheder udenfor hjemmet.
Hjalmer spillede ad flere gange og blev også inviteret til en kort ”artist-talk”. Denne aften bestod hans set-up af en visuel lækkerbisken af en ældre Ibanez western guitar og hans stemme. Det klædte i den grad hans musik at barbere det ned til det essentielle som alt verdens studiegejl, røgslør og teatertorden ikke kan maskere -om musikken og de medfølgende ord holder vand? Det gjorde det i særdeleshed denne aften. Der var både gåsehud og spontane fælles klap på 2 og 4.
Sat i den varme stol, udviste Hjalmer stor charme, kækhed og nærhed, man fristes næsten til at nævne han var lun, men det ville tage fokus væk fra at han ikke alene står på egne ben, men han er helt sin egen og ligegyldigt hvilken vej han vælger at gå fremover, så er jeg sikker på at mange vil følge ham og gå med.
Og nu tilbage til musikken. Skribenten har aldrig oplevet et show hvor Duran Duran og DEICIDE bliver nævnt med ligeværdig agtelse. Og lige præcis det ord er vigtigt. Respekten drev ned af væggene denne aften i takt med at alt fra Hempler til Cannibal Corpse skiftevis kælede, forkælede og udfordrede publikums lyttevilje og indre ører.
At være med til denne særegne forestilling var som at være inviteret til en blanding imellem en musikalsk legestue og en musikquiz hvor vi alle gik derfra som vindere -tak for det og på gensyn.
Vi uddeler derfor 4 tapre tinsoldater ud af 5 mulige. Den sidste kan I få med når I strækker showet til et helaftensarrangement af 3-4 timers varighed. Da lyset blev tændt, var der stadig plader der kunne være blevet sat på og verbale plader der kunne være stukket ud. Havde tidsrummet ikke været dikteret af den allestedsnærværende Corona og deraf restriktioner, så tror jeg ærlig talt, at de havde siddet derinde på Dexter og snakket endnu.
