Annisette fra The Savage Rose føler sig utroligt privilegeret over at kunne formidle musik gennem så mange år, da musik forbinder mennesker overalt. The Savage Rose er nærmest hendes familie og hendes hjem, og musikken er hendes absolutte livsnerve, og der er mange værdier at hente i de mange tekster fra alle årene. For et par år siden kunne Annisette dog ikke holde til at være i sit eget land, da tonen og politikken herhjemme var for hård og umenneskelig for hende. Og hun blev syg – både i krop og på stemmen. Hun tog væk og skrev albummet: Homeless – på et bjerg i Spanien
Af: Maibritt Lund Pilgaard
Foto: Naja Rosa Koppel
The Savage Rose har eksisteret i over 50 år, og oplevelserne har været mange og store for Annisette Koppel gennem alle årene. Den største oplevelse for Annisette er, at hun har et hjem – både i publikum og med bandet, hvor musikerne nærmest er familie- og hvor der, med Annisettes egne ord, sker alt muligt magi. ”Det er stort, når man kan få lov at til at komme på så mange store rejser med musikken – både på og udenfor scenen, hvor vi jo er en stor og en dejlig flok mennesker, som holder af det samme. Vi holder af hinanden, og vi har en fællesnævner, musikken, som vi alle går op i. Vi rejser rundt sammen og oplever livet og virkelighedens verden, som jo er på godt og ondt, og det må man jo tage stilling til hver især”, fortæller Annisette. Det er fantastisk for Annisette at være sammen med musikerne, som også rummer hendes ene datter og hendes svigersønner, hvor de kan være kreative sammen og få en fælles puls til at banke, når de står sammen på en scene. ”Vi deler noget og skaber noget – hele tiden. Det er mere et liv end et job”, siger Annisette.
Refleksion fra publikum
Når Annisette er hjemme, og touren er overstået, er det fint for hende, at hun går og tænker på alt det, som hun nu skal nå med resten af familien og børnebørnene, og det finder hun pragtfuldt. Men der går ikke lang tid før end at Annisette bliver rastløs og føler sig utilstrækkelig i hverdagen, og hvor hun tænker: hvor er jeg henne og hvornår skal vi ud og spille – og hvornår skal vi mødes i bandet og øve nye sange? ” Vi kører meget sammen på landevejene, og vi ser landskaberne, og vi mærker årstiderne. Vi taler meget sammen om de ting, som sker i verden. Man oplever ting, som gør en sårbar og prøver at bearbejde ved at skrive om det, og håber, at man har en fællesnævner med det publikum, der skal lytte til det. Jeg er meget heldig i at få den rigtige refleksion fra publikum, hvor jeg heldigvis kan mærke, at vi er samme sted, og det gør godt i mig”, fortæller Annisette.
Gik ned og stemmen blev ramt
Og netop de ting, som sker i verden, påvirker Annisette meget, og hun gik faktisk helt ned med stress for et par år siden, og hun blev ramt på både sin krop og sin stemme. Hun følte sig, med egne ord, hjemløs i sit eget land. ”Vi har voldsomme kriser med kaos i verden, og krigene, som vores eget land jo også deltager i ude i verden, gør ondt på én, og mange civile mennesker og børn har været ofre, og så fik vi jo flygtningekrisen for et par år siden. Der kunne jeg næsten ikke mere. Det var så forfærdeligt og blev så grimt, den måde, som det blev håndteret på i den meget højreorienterede verden, som vi befandt os i. Der blev pustet til nogle gløder -som mest af alt mindede om 2. verdenskrig og forholdet dengang til jøderne. Jeg havde svært ved at se mig selv i den verden, og jeg gik virkelig ned for første gang i mange år med en stress, der gjorde virkelig ondt, og som endte med, at jeg måtte på en drastisk kur, fordi min krop arbejdede imod mig -og også mod min stemme, så jeg ikke kunne synge. Alt syreholdig mad blev undgået. Jeg blev veganer, og det reddede mig. Efter et halvt år mærkede jeg en fremgang, og jeg er i dag, nu et par år efter, meget glad for det og er meget bedre tilpas. Det har gjort mig stærkere, og så kan også jeg være med til at skabe forandring”, fortæller Annisette.
Musik er min livsnerve
Netop under flygtningekrisen tog Annisette til Spanien og satte sig alene på et bjerg i en måned og skrev her sangene til Homeless. Hun havde fået tracks af Anders, deres trommeslager og Naja, hendes datter. ”Jeg broderede videre på dem og lavede melodier og sangtekster, og der ud af kom albummet: Homeless. Titlen var givet – med de mange ofre for krigene, sulten og hjemløse – også fordi at hjemløsheden ramte mig selv. Jeg følte ikke, at jeg kunne være her, når man ikke kunne tage imod mennesker, som er i nød”, fortæller Annisette. Sangen Homeless handler blandt andet om de mange mennesker, der måtte tage de store ture over havet i gummibåde og små børn, der blev skyllet op på strandene. Annisette blev syg og skulle væk. ” Jeg havde i lang tid snakket om det på scenerne- og så pludseligt kunne jeg ikke mere. Da jeg sad i Spanien blev jeg så glad og lykkelig, når jeg mindede mig selv om det fantastiske publikum, som jeg og mit band har herhjemme. Mennesker, der som jeg, også ønsker fred og retfærdighed. Mennesker, der som os, ønsker et liv i kærlighed, frihed og fred. Jeg tænkte også på Martin Luther Kings ord, som han sagde, før han blev skudt: ”Man kan ikke fordrive mørke med mørke -kun lyset kan fordrive mørket. Og ” man kan ikke fordrive had med had -kun kærlighed kan fordrive hadet”. Musik er min livsnerve. Mit liv vokser i musikken og i at synge. Synge og formidle det, som min sjæl, mine tanker er fyldt op med og et brændende ønske om forandring af en verden, der er gået i en retning, der er udstukket af grådighed og bliver regeret af ” dødens Købmænd”. Derfor var det også frygteligt, at stemmen ikke ville mere. Den strejkede simpelthen”, fortæller Annisette.
Livets store mysterium
Jeg skrev så en sang: We Go On, som handler om alle de mennesker, som jeg har mødt rundt om i verden, som har været i nød, men alligevel havde et overskud til at give mig de smukkeste ting, de kunne -enten en sang, der blev hvisket i mit øre eller en lille blomst, som måske var den eneste, der voksede på et sted mellem udbombede huse, ruiner, støv og cementbrokker. Jeg fik den eneste seng at sove i, som de ejede – og ikke mindst var de så fulde af livslyst, håb og vilje til at skabe et liv i frihed. Det er, synes jeg, livets store mysterium, at vi mennesker jo har en kerne i os, som bare vil blomstre”, siger Annisette. Hun finder det vigtigt at kunne mærke den kærlighed og varme og det fællesskab, som bygger på det, og det er det største, som vi kan have, og så er det næsten lige meget hvor mange motorveje eller broer, vi bygger. ”Det er jo ligegyldigt. Det vigtigste er at se og mærke det levende liv og tage det ind og forstå, at vi er en del at dette store liv – vi er ikke bare mennesker, men en del af helheden sammen med træerne, bladene, biller, regnorme osv. osv.- hele vores fantastiske moder jord -og det er vigtigt for mig at kunne få det med ind i mine sange. Når vi står på scenen -er vi også en del af noget meget stort og utroligt fint og ømt, men samtidig så kraftigt, og vi finder der en utrolig energi sammen”, siger Annisette.
Længtes ufatteligt meget efter en ny tid
”Jeg er i disse dage dybt taknemmelig for, at der kom en Greta (Thunberg red.), som sagde, at nu kan det være nok med den grådighed og det ødelæggende misbrug af vores jord. Nu vil børn gennem generationer ikke længere se på, at vores jord bliver ødelagt, og Greta, med sin insisterende og oprigtige tale, blev endelig hørt. Det er vidunderligt, og jeg ser det som et nyt kraftfuldt og smukt oprør, der er i gang fra den unge generation, og vi ældre kan og skal bakke op om det – alt hvad vi kan. Vi har råbt højt om misbruget og ødelæggelsen af vores klode de sidste 50 år, hvor videnskaben har fortalt menneskeheden, at det var den gale vej, som vi gik – men uden der blev taget de nødvendige skridt for at standse op og finde den rigtige vej. Jeg var med til mange demonstrationer, hvor vi råbte: ”Lad forurenerne betale”. Og det blev ikke hørt, og vi fik ikke gennemslagskraft. Greta er et lille lys, og det er alle de unge, der sammen med hende nu bringer stafetten videre. Stærkt nok er det flest kvinder, som man har set eller unge piger, som står frem – dem, som man tidligere ikke har hørt om, får nu mod til at stille sig op på scenerne og råbe: ”Så er det nu!!” Det er en ny tid nu, og det har jeg længtes efter -helt ufatteligt meget: at der skulle komme det her skift. For et års tid siden havde jeg et åbent interview på en scene for den nye bog, som Savage rose udgav: Ild og Frihed. En ung dreng spurgte mig: hvad kunne du godt tænke dig, der skete i dag? Så sagde jeg: et nyt ungdomsoprør, og så klappede hele forsamlingen i alle aldersgrupper. Det var et presserende ønske simpelthen, og han smilede og lyste op. Og så kom klimarevolutionen. Nu skal vi bare holde fast, og allesammen være lige så insisterende som Greta”, siger Annisette.
The Savage Rose er ikke et museum
Annisette elsker at være på tour -også når bandet sidder og snakker sammen. ” Vi er otte mennesker i bandet – plus lys-og lydfolk og alle de mennesker, der arbejder sammen med os, så vi er 12-13 hver gang, vi er ude og rejse sammen. Vores yngste, bassisten, er kun et par og tredive år, og min yngste datter Naja er også med. Hun har nu været med i 20 år og synger i koret. Min anden datter Billie var med for mange år siden, men hun har nu sit eget lille band, der hedder Catbird sammen med Frank, hendes mand – som til gengæld er med i Savage Rose nu, hvor han spiller trombone og keyboard. Og Anders, som bor sammen med Naja – det er vores trommeslager. De bor i new York, men kommer herhjem og bor hos mig, når vi skal på turné her i Danmark”, siger Annisette. Hun føler sig privilegeret over at have så lydhørt publikum, som er meget musikalsk og er altid helt med og lytter til det hele med store ører. ”Og jeg håber også, at de kommer igen nu på Posten. Der er mange fra min generation, som jo er vokset op sammen med mig og med musikken fra The Savage Rose, og jeg er en del af deres tid og deres tidsånd. Der kommer også mange unge mennesker, og det er jo rigtigt dejligt at mærke at musikken og sangene går på tværs af generationer og ikke er målrettet eller dikteret en bestemt gruppe, som for eksempel man hører det i radioen. ”, siger Annisette. Hun har altid sagt til sit band, at The Savage Rose ikke er noget museum. De musikere, der er med, spiller musikken, som de mærker den – og vigtigst er, at alle har samme intention for at fremkalde hver eneste sang med den ånd, der ligger i det og den karakter, som sangen har.
Musikken vokser på scenen
Hvis der er en sang, som en musiker ikke bryder sig om -spiller de den ikke. ”Vi spiller kun musik, som vi elsker. Og det kan man mærke. Jeg siger, at i skal huske, at det er vores musik nu- her og nu. Hvis vi spiller en af de sange fra de tidlige dage i The Savage Rose, så er det ikke bare en gammel sang – den skal leve i dag med jeres puls”, lyder det fra Annisette. Hvis man for eksempel får lyst til, at en af melodierne skal vare længere, så er det sådan, det skal være. ”Vi spiller aldrig med bånd eller click, som mange gør i dag. Det er levende musik, og det kan udvikle sig på stedet og føre nye sange med sig. Og hvis jeg vil fortsætte en bestemt sang og bygge videre på den, så ved de, hvor de har mig. De kender mig så godt, og så følger de mig. Alle koncerterne er unikke, og hvert spillested har sin egen aura -et rum er ikke bare et rum. Det har en akustik og en form for energi, som smitter af på musikken sammen med publikum, musikerne og musikken. Selve rummet er også en medspiller. Ved lydprøverne forsøger vi at indstille lyden så godt, det er muligt med det rum, vi er i, men når aftenens koncert starter, og folk kommer ind i salen, så forvandler lyden sig igen. Vores lydmand siger: ja, ok vi kan godt holde lydprøve, men jeg ved bare, at når du begynder at synge om aftenen, så er du ti gange så kraftig som om eftermiddagen, og det mærker jeg ikke selv”, fortæller Annisette. Hun mærker, at der sker noget andet og en ny energi kommer ind, som tager hende afsted, og sådan har de det alle sammen på scenen. Musikken vokser også på scenen og bliver kraftigere og mere intens. ”Det er organisk musik, og det sætter jeg så stor pris på. Unge vil ofte gerne prøve de elektroniske ting i musikken, men det skal passes ind, så det organiske og levende musik er det vejledende”, siger Annisette. Touren slutter sidst i november i KB-hallen, som er det største indendørs sted, hvor Annisette skal optræde – siden hun var 10 år, og hvor hun stod i netop KB-hallen. Annisette er vokset op med sin søster, som var tidligt på de skrå brædder, og derfor ofte skulle ud og optræde med omrejsende tivolis. ”Som syvårig blev jeg hevet med op på en scene, og jeg har så stået der lige siden. Det er fantastisk, og jeg glæder mig til alle spillestederne, som jo er et gensyn mange steder”, slutter Annisette.
Koncerten med The Savage Rose foregår lørdag den 9. november på Posten i Odense.
