Popsangerinden Clara har nok at prale af. Hun er 19 år. Hun har vundet to priser, spillet et hav af store liveshows, udgivet en plade samt placeret sig på de store playlister. Men modsat mange andre danske popsangerinder tager hun pis på sig selv med burgere og grineflip.
Af: Lisette Olesen
Årets nye stjerneskud på musikscenen hedder Clara Toft Simonsen eller bare Clara. I en alder af 19 år har hun opnået meget mere, end mange andre danske popsangerinder.
Hun nåede knap nok at få færdiggjort folkeskolen, da hun fik en pladekontrakt af verdens næststørste pladeselskab, Sony. Og for en lille måned siden vandt hun prisen og titlen ”Årets Nye Navn” ved Danmarks største musikpris DMA- Danish Music Award.
Hun har stået på scenen ved Zulu Awards, Vild Med Dans, P3 Guld, DMA og The Voice. Men for under et år siden var hun en ukendt syngende pige fra den lille by Kolind på Djursland. Så ja, Clara har trådt musikspeederen i bund. Hun kører så stærkt i musiksvinget, at det helt er suset forbi hendes lyse lokker, at folk nu ved, hvem hun er.
-Det er en spøjs følelse. Når jeg møder fans, smider de mig op på en piedestal. Det er underligt, fordi det har jeg aldrig prøvet før. Jeg føler jo bare, at jeg stadigvæk er lille Clara fra Kolind, siger Clara, der desuden fortæller, at hun selv var lidt nervøs, da hun første gang mødte en fan, der ville have et billede sammen med hende.
Med sange som ”Crazy”, ”What They Say”, “Foolish” mm. kalder musikanmelderne Clara en popstjerne med internationalt format. Men Clara holder fast i pigen fra Kolind. Pigen med en god pose selvironi, der elsker at tage pis på sig selv.
Glansbillede med McDutten og morgenhår
Clara bruger især det sociale medie Instagram til at have kontakt med sine fans og følgere. Ligesom mange andre musikere på Instagram deler Clara øjeblikke fra musikkarrieren fortalt igennem billeder af hende selv.
Men blandt smukke presse-fotografier, redigerede billeder fra scenen samt fotos fra den røde løber dukker der en anden virkelighed op. På Instagram møder vi nemlig Clara fra Kolind. Clara, der også kan blive ramt af tømmermænd efter en vild bytur. En madglad Clara, der er lykkelig, når hun propper munden med bland-selv-slik eller mad fra McDonald’s eller McDutten, som hun kalder fastfood-kæden.
-Hvis jeg laver en profil, hvor alt bare ser perfekt ud, så vil det jo se ud som om, at jeg er sådan. Jeg kan ikke leve mit liv efter det billede. Det er jo overhovedet ikke tæt på sandheden. Jeg har brug for, at folk ser, at jeg er en 19-årig pige, der bøvser, får bumser og er morgengrim ligesom alle andre, lyder det fra Clara
Før musikkarrieren eksploderede brugte Clara sin Instagram som grobund for selvironien. Hun vil nemlig have en sjov ironisk profil, der gjorde grin med Instagram-trenden, som siger, at man skal tage smukke billeder af sig selv og sine omgivelser.
Men går man ind på sangerindens profil, er de gamle ironiske billeder væk. De blev slettet efter, at Claras pladeselskab gav hende en lynkursus i, hvordan hun som sangerinde kunne bruge Instagram som et udstillingsvindue for fans og følgere. Clara fortæller, at hun endte op med en pæn poleret profil med smukke billeder af hende selv fra musiklivet. Men en dag fik hun nok.
-Det var jo ikke mig, jeg portrætterede på den instagram. Det var et glansbillede, som mit pladeselskab gerne ville have, at jeg skulle være. Det blev for perfekt, siger Clara.
I dag dyrker Clara derfor selvironien på de sociale medier i fulde drag. Når man tjekker hendes ”stories”, finder man alt fra Clara, der tuder til disney-filmen Toy Story til Clara med teletubbies- strithår.
Men selvom sangerinden høster komplementer for hendes selvironi, er det ikke alle, som forstår den.
Fra hate over et fucking fedt liv til grineflip
Da Clara spillede sin første koncert, som fandt sted på HUSET KBH, lavede Danmarks Radio en minidokumentar om hende. En historie om Clara, der med sangerindens egne ord lever et fucking fedt liv.
-Am I famous now?, siger hun i dokumentaren, mens hun i et andet klip joker med en studieværterne på The Voice.
-Jeg har et job, hvor andre ofte sætter mig op på en piedestal. Derfor kan jeg også godt finde på at gøre det selv. Jeg gør bare grin med det. Det var bare ikke alle, der fangede det i forhold til den dokumentar. Nogle tolkede det som om, at jeg var arrogant og overlegen, fortæller Clara.
Den 4 minutter lange dokumentar fik nemlig folk til at finde jantelovens ukrudtsbrænder frem. På Facebook gav den 103 kommentarer, hvor mange af dem misforståelser, fortæller sangerinden
-Der stod, at jeg var narcissist altså en selvglad forkælet lille pigebarn. Der var mange, som skrev, at det var umuligt, at jeg havde skrevet mine egne sange, fordi en 17-årig pige slet ikke tænker i de baner. Men jeg har altså skrevet sange, siden jeg var 13, pointerer Clara, der i øvrigt har vundet sangskriverprisen ”Den Årlig Vækstlagspris” ved DPA’s prisuddeling, som hylder over 1000 danske sangskrivere.
Og ja udadtil ser det da også ud som om, at Claras karriere startede med et fingreknips. Clara blev opdaget, da hun gik på en talentskole. En dag var der en opvisning, hvor hun sang lidt for et publikum. I salen sad hendes venindens søster, hvis kæreste tilfældigvis var på jagt efter et nyt ungt sangtalent. Og det talent viste sig at være Clara. Efter at kæresten havde hørt Clara synge, fik hun en kontrakt med Sony.
Men selvom hun erkender, at hun er kommet nemt til musikken, er det hende selv, der sætter baren for karrieren. Og den sætter hun højt – meget højt. Hun ved, at man ikke kommer sovende til noget. Clara arbejder nogle gange op til 16 timer i døgnet med musikken, hvor arbejdsdagen er pakket med sangskrivning, stemmetræning, producerarbejde mm. Hun var derfor overrasket over, at de negative kommentarer faldt på hende som person og ikke på musikken.
-De dømmer virkelig bare bogen på omslaget. De har set omslaget (red. Den fire minutter lange dokumentar). Det har de ikke brudt sig om, og så har de hatet ud fra det. De har ikke gjort deres research, for hvis man følger mig, ved man, at det er langt fra sandheden, lyder det fra Clara, der selv fik et grineflip over at læse kommentarerne.
På fredag den 22. november kan du møde den ironiske popsangerinde, når hun rammer Musikhuset Posten med et popbrag.