De har sunget om billige bajere, damer, Fakta, og venskaber. Sammen har De Danske Hyrder fået øllet til at skumme på festivaler og koncerthuse. Udsolgte koncerter, store festivaljobs og mange fans var en del af femkløverets seneste turné ”Druktour”.

Mens den rappende brandert hærgede over hele landet, og fans skrålede allerhøjest med på Hyrde-flokkens sange, var der skår i ølflasken. De Danske Hyrder var nemlig tæt på at gå fra hinanden.  Gruppen stod i en identitetskrise.  Alligevel står De Danske Hyrder nu klar med et nyt album og en forårsturné.

Bundskrab og identitetskrise

”Jeg er i live, når jeg med min’ drenge”, synger hyrderne, mens publikum danner en skov af svajende hænder op imod scenen. Livehjulet kører stærkt for de fem rapmusketerer. Smukfest, Tinderbox, Jelling Festival, Distortion mm. krydret med et hav af udsolgte koncerter er en del af hyrdernes Danmarksturné Druktour. Men selvom livebølgen strømmer ind over De Danske Hyrder er skummet ved at lægge sig.

Op til Druktouren vælger gruppen at søge andre musikalske veje. Selvom De Danske Hyrder har mistet to medlemmer, vokser motivationen i gruppen. De vil udvide fanskaren. De tager derfor produktionshandskerne på, og laver sangene Klarja, Boys, Job, Dum. Singler, som ikke får den opmærksomhed, drengene havde håbet på.

–  Numrene connectede ikke med folk. De kom ikke rigtig udover stepperne. De var ikke engang vores mest streamede numre eller var på vores top ti på Spotify. I stedet lå de bare nede i bunden og hyggede sig, udtaler De Danske Hyrder.

Sangenes manglende præstation på de digitale streamingtjenester begynder langsomt at kvæle gruppens kreative gnist. En kvælning, som skaber en identitetskrise i gruppen.

– Man går med tanken, hvad skal der ske, hvis motivationen ikke er der. Det er fucking irriterende. Der opstod en dårlig energi internt i gruppen. Folk er irriteret og ærgerlige, fortæller gruppen.

Det kan ikke fortsætte

Den manglende gnist i hyrdegruppen begynder at påvirke drengenes hverdag. Når de snakker om musik, føler de sig alle dvaske og uoplagte. Motivationen er der ikke. Hyrdeflokken beslutter sig for at mødes. De ser hinanden i øjnene. Fremtiden står klar.

– Vi var enige om, at det ikke kunne fortsætte sådan. Det kreative drive er der ikke. Vi er ikke så mange mennesker og numrene præsterer ikke. Vi havde det alle sådan – fuck det hele, lyder det fra hyrderne.

De snakker om at opløse De Danske Hyrder. Men de er bremset af én ting. Mens identitetskrisen hærger, brager druktouren derudaf med flere kilometer i timen. I weekenderne står de på scenen. Ifølge Theo er koncerterne i weekenderne med til at puste liv i gruppens interne glød. Brændstoffet er fans.

– Vi kunne mærke en kærlighed, som man ikke kan mærke, når man tjekker streams eller views. Det er jo bare tal. Det gik op os, hvor seriøst det var, fortæller gruppen.

De reflekterer over liveoplevelserne. Løsningen på den kreative blokade er klar.

– Det skal ikke stoppe nu, udtaler gruppen og fortsætter

– Det var nødvendigt at finde en løsning. En løsning, vi ikke bare fandt. Løsningen kom, fordi vi mærkede alt den kærlighed fra folk på livescenen i koncertsale og på festivaler, forklarer de.

Nye flasker med DDH

Med fans som hjertestarter tager De Danske Hyrder en beslutning. De vil prøve noget nyt. De vil ikke længere jagte hittet. I stedet laver de fjerde- pladen ”Flyvende”. På skiven åbner hyrderne for nye flasker. Tidligere har gruppens tekstunivers kredset omkring druk, damer og fester.

Ifølge De Danske Hyrder er den nye plade et musikalsk vendepunkt i DDH.  Den nye plade viser nemlig en mere voksen udgave af De Danske Hyrder. Sangene handler derfor om alt fra kærlighed til identitetskrisen i De Danske Hyrder. I forhold til krisen fremhæver de sangen ”En Dag Der Elsker Alle DDH”. Et nummer, som rummer de frustrationer, drengene stod med. Derfor er sangen blevet et mantra i gruppen.

– Det handler om, at vi skal vise folk, hvem vi er. Folk kan ikke elske os, hvis vi ikke elsker os selv, forklarer Theo.

Sammen er Theo og de fire hyrder er klar til at møde deres fans på deres forårstour. Fans, som har været en musikalsk hjertestarter for hyrdernes eksistens. Mens vi venter kan vi varme op med nummeret En Dag Der Elsker Alle DDH