Pop, ungdom og modsætninger. Med sig har Dusin deres kommende EP, som er fyldt med kontraster – ligesom dem selv.

Splash! En farvebombe springer. Lyse toner danser med melankolien. Sådan kan man beskrive lydbilledet fra den elektroniske duo Dusin. Sammen spiller de pop. Musik, der har fået DR’s KarriereKanonen op af stolen, GAFFA til at fremhæve dem fra vækstlaget og Smukfest til at finde en scene frem. 

Jo Dusins pop imponerer. Men ifølge Dusin har de slet ikke lært at lave popmusik.
-Som producer har jeg aldrig lært at producere den her pop-banger. Helt automatisk kommer det til at lyde af noget andet, fortæller gruppens producer Mads Vadsager.

-Vi passer nok ikke ind i den klassiske ramme for hvad, der er popmusik. Vi er ikke bange for at bruge en lyd, der er lidt for smadret til en popmelodi, forklarer Jesper Nohrstedt.

Den 17. maj giver Dusin en smagsprøve på deres kommende EP ” Alle Farver”, når de spiller pladen live for første gang på Musikhuset Posten. En plade, som sjovt nok har alle farver – de mørke og de lyse. Udover at bandets lyd er hjemsted for kontraster, er Dusin også fortællingen om to unge mænd, der er hinandens modsætninger.

Den flyvske tv-sanger møder teoretikeren

Bag Dusin-tonerne står 21- årige Mads Vadsager og 24- årige Jesper Nohrstedt. De to musikere har begge lavet musik, siden de var teenagere. Men de har et vidt forskelligt musikalsk DNA.  

Under kunstnernavnet OH GUARD har Mads produceret musik til den prisbelønnede tyske spillefilm ”Blind und hässlich”, mens Jesper som 15- årig deltog i X-factor og efterfølgende høstede andenpladsen i Dansk Melodi Grand Prix med sangen ”Take Out Hearts”. For fire år siden kendte de ikke hinanden.

På værelset i Glumsø var Mads gået død i soloprojektet. Ensomheden bankede på døren. Når Jesper skrev sange med andre sangskriver fyldte blækket fra kuglepennen et hav af sider, men på det musikalske plan føltes det ikke rigtigt. I jagten på inspiration og nye udfordringer meldte Jesper og Mads sig til Music Maker. Et camp arrangeret af talentudviklingsprojektet Bandakademiet i Roskilde. På lejeren pegede en øvelse de to musikere sammen. Mads virkede som den lidt tilbageholdende type, der var nørdet på den rigtig dygtige måde.

-Jeg kunne mærke, at han kunne en masse, som jeg ikke kunne, forklarer Jesper. Hvor Jesper ser sig selv som en flyvsk intuitiv artist, beskriver han Mads som en musiker, der er mere teoretisk anlagt.

På Music Maker campen fik Mads og Jesper tre dage til at lave musik sammen. Toner, som fik solen til at skinne på inspirationshimlen.

-Det var tydeligt, at det var musik, jeg aldrig havde lavet før. Da jeg kom hjem havde jeg lyst til at lave mere. Men jeg kunne ikke gøre det selv, forklarer Mads. Og sådan havde Jesper det også.

Efter campen fandt de to musikere sammen. Med hjælp fra et fælles Google Doc- dokument fandt de navnet Dusin på en lang liste. Et bandnavn, der uden dybere overvejelser og spekulationer var den titel, der klingede bedst i ørerne på de to musikere.

Udstyret med en computer, et lydkort og en mikrofon har Dusin-drengene brugt hinandens kollegieværelser som lydstudie. Sammen debuterede de for to år siden med singlen ”Frisk Igen” efterfulgt af EP’en ”Halvtolv”. Nu er de klar med endnu en dansksprogede udgivelse med tårer og jubel.

Ungdommens ambivalens og følelsessmelteri  

Til koncerten den 17. maj omfavner Dusin ungdommen med temaer om kærlighed, fest og farver krydret med hormoner, der suser rundt.

-På de nye sange har vi haft et billede af det at danse og græde på samme tid. Det er en ambivalens, som hører til det at være ung, idet følelser ofte bliver filtreret ind i hinanden, lyder det fra Mads.

For at få følelserne på gled, bruger duoen det danske sprog som budbringere.

-Det er nemmere at nuancere sproget, og så er teksterne bare mere jordnære og nemmere at relatere til, når man synger på dansk, forklarer Jesper.

Ligesom følelserne smelter sammen for det københavnske band, oplever Dusin også, at deres forskellige DNA’er fader ind i hinanden. Da duoen startede, havde Jesper sangskriverhatten på, mens Mads styrede produktionsroret. I dag arbejder de sammen på tværs af tekstuniverset såvel som det instrumentale.

Derudover er én ting sikker. Mads har trykket pauseknappen på soloprojektet OH GUARD i bund, mens Jesper for længst har lagt Grand Prix- og X-factortiden på hylden.

-Altså Dusin er jo ikke Jesper fra X-Faktors comeback. Det er to gutter, der har startet et fælles projekt. Det handler om at etablere sig, der hvor man er. Og jeg er jo et andet sted nu, forklarer Jesper.

Og stedet er Musikhuset Posten, hvis man vil opdage nye poptoner, der ikke tidligere har set dagens lys. Dusin omfavner nemlig hele koncertsalen med nye toner fra deres kommende EP ” Alle Farver”.