I landsbyen Rudme på Midtfyn, midt iblandt marker med græssende køer, ligger spillestedet Foderstoffen, som i 2017 havde 25 års jubilæum. Stedet drives næsten udelukkende af frivillige kræfter, og ideen til stedet opstod i en snak over en øl i 1991. Konkurrencen indenfor livemusik er meget hårdere i dag end ved Foderstoffens start i de spæde 90’ere. Programmet er altid sat varieret og bredt sammen, og gæsterne er meget glade for den intime stemning og ånden i den gamle foderstof

Af: Maibritt Lund Pilgaard

Tilbage i 1991 ville Ole Strøm sætte et teaterstykke op, men han manglede et sted at opføre forestillingerne. Bygningen Foderstoffen i Rudme stod tom, og Ole Strøm spurgte derfor ejeren, nu afdøde Flemming Rasmussen, om han måtte rykke ind med sine opførelser. Han fik lov, og der blev spillet fire gange med fulde huse. ”Efter sidste forestilling stod Flemming og jeg og debatterede lidt i baren. Det var bare gået rigtigt godt, og jeg foreslog derfor Flemming at lave stedet om til et kulturhus, og hurtigt derefter kom der håndværkere på”, fortæller Ole Strøm. Der var yderligere en tredje mand med fra den spæde start, Ole Pedersen, som også var helt med på ideen og arbejdede med på projektet. De første år kørte stedet i privat regi, og økonomien var meget presset. Efter en fem års tid blev der stiftet en forening, og der kunne så søges forskellige fonde, og der kunne tilknyttes sponsorer. Foderstoffen er stadig meget glade for og dybt afhængige af sponsorerne. Det er ofte lokale private virksomheder, som er rigtigt gode til at støtte op om stedet. ” De første år hernede var op ad bakke, og folk syntes, at vi ikke var rigtig kloge, fordi vi kunne finde på at lave et spillested langt ude på en landevej med køer på markerne omkring”, siger Ole Strøm, som også er medlem af bestyrelsen i foreningen. Ole Strøm kendte dog rigtig mange musikere, og folk spillede for billige penge.

Et par gamle rotter

Informationen om stedet foregik i starten fra mund til mund. Michaela Petri kom blandt andre og optrådte til en helt udsolgt koncert. Flemming og Ole havde god kontakt til en lokal håndboldklub og spejdere i nærområdet, så der var meget opbakning af frivillige hænder ” Vi var jo nogle gamle rotter fra Midtfynsfestivalen, og kendte mange, som vi kunne trække på. Vi var jo det eneste spillested dengang på hele Midtfyn. Hvor konkurrencen i dag ser noget anderledes ud, hvor vi nu virkelig skal være oppe på tæerne”, fortæller Ole Strøm. Fra Flemming og Oles hyggelige snak over en øl i baren i 1991 gik der omkring et halvt års tid inden Foderstoffens officielle åbning i 1992. Indtil 2011, altså i knap 20 år, husede de oprindelige bygninger alle arrangementerne på Foderstoffen. Men tilskud fra kommunen og diverse fondsmidler gjorde det muligt at lave en kæmpe ombygning til i omegnen af 2,5 millioner kroner. ”Indtil 2011 var her et meget lille køkken og kun to toiletter til 200 mennesker, og hvor man på det ene toilet selv skulle holde fast i døren ved besøg”, erindrer Ole Strøm smilende. Den store ombygning gav stedet bedre rammer og muligheder for at kunne vokse.

De frivillige gør hele forskellen

Næsten alt arbejde på Foderstoffen varetages af de mange frivillige, som er tilknyttet stedet. De eneste på lønningslisten er kunstnerne, lydmanden og rengøringen. ”Vi skal passe på pengene hver eneste dag. Og kommer der flere på lønningslisten kan vi ligeså godt lukke stedet”, fortæller Thyge Andersen, som er formand for bestyrelsen i foreningen bag spillestedet. Der er i dag et sted mellem 300-400 medlemmer, som opnår forskellige fordele ved at købe et medlemskab, såsom prisrabat på billetter og mad. Hver gang der afholdes koncert på stedet kan gæster tilkøbe en middag, som tilberedes i køkkenet, og som består af enten en to-retters menu eller tapas. Konkurrencen indenfor udbydere af livemusik er i dag, ifølge Thyge Andersen, enorm. ” Alle kirker og forsamlingshuse kan jo i dag lægge hus til musik, og udbuddet er eksploderet – også med Tinderbox, Skarøfestival og Langeland. Men vi skiller os lidt ud og er et sted, hvor man er tæt på de store oplevelser”, fortæller Thyge Andersen. Man får en intim oplevelse, da stedet ikke er så stort og kun har en koncertsal med plads til 200 siddende gæster.  Foderstoffen arbejder i øvrigt hvert år sammen med festivalen Heartland, hvor de bliver hyret ind og bidrager med 120-130 frivillige som hjælp på den årlige festival.

Folkekøkken og varierede koncerter    

Udover de faste koncerter arrangerer Foderstoffen også aftener med mad og musik. De ligger tre onsdage hver efterår og hvert forår, og disse aftener kaldes Folkekøkken. ”Her kan du købe to retter mad for 70 kroner, og det er god mad for travle mennesker, plejer vi at sige. Mange lokale familier med børn deltager ofte. Jette hernedefra laver maden, og sidst var det Rudme Friskole, som stod for serveringen for et måltid mad”, fortæller Thyge Andersen. Der er også musik efter spisningen på disse aftener, som varer fra klokken 18 til cirka 21. Hver sommer afholdes en stor grillaften med besøg af et liveband, hvor der er spisning og koncert i et kæmpe telt. ” Da TV2 var her til grillaften for et par år siden var der 700 gæster”, erindrer Ole Strøm. Foderstoffen forsøger generelt at sammensætte hvert års program så bredt og varieret som muligt.  Der præsenteres mange forskellige musikgenrer, men stedet byder også på stand-up og børnekoncerter. I det nye år kan man opleve Claus Hempler, som den første musiker på besøg på spillestedet i Rudme i januar. Herudover byder 2020 blandt andre på Jan Gintberg, Nikolaj og Piloterne, det amerikanske bluesband Southern Avenue og Rocazino. Dodo & The Dodos bliver bandet til næste sommers store grillarrangement. Ligesom et andet stort dansk navn i skrivende stund er ved at falde på plads til et større arrangement senere i det nye år.