De har leget med det hele. Syrerock, dance, pop, punk og hip hop. Men hvem er bandet Fribytterdrømme egentlig? Forud for koncerten i Odense har vi taget en snak med frontmanden Lau I.V. Pedersen
Af: Lisette Olesen
Fotos: Line Svindt
I starten kaldte pressen dem for et syrerockband. De har produceret deres plader i samarbejde med det grovkornede rap-kløver Suspekt. Og for at det ikke skal være løgn, så har de på deres nye plade Skin lavet en sang med den elektroniske popsangerinde Lydmor. Og når ja så synger Rasmus Yde fra post-punkbandet Fugleflugten også med på et nummer. Forvirret?
Ifølge forsangeren og chefpoeten i Fribytterdrømme er det et mantra, at musikken bryder med forventningerne.
-Når der kommer noget nyt musik fra os, skal du ikke rigtig kunne vide dig sikker på, hvad det er, fortæller Lau I.V. Pedersen.
Ifølge Fribytterdrømme-frontmanden er musikgenre et ligegyldigt begreb. I stedet dyrker de musikken og mystikken.
Stolt over poleret forvirring
Ifølge frontmanden er Fribytterdrømme hverken rockdrenge, popsnedkere, hip hop-kunstnere eller psych-rockere. De er musikere. Men med sådan en udmelding kan man godt undre sig gevaldigt over, hvem de seks musikere så er.
-Vi kan være hvem som helst, siger Lau efterfulgt af et lavmeldt grin.
-Altså vi er bare musikere, som ikke giver et fuck for, hvad andre tænker.
Fribytterdrømmes nye plade Skin har da også givet det danske anmelderkorps lidt at tænke over. Hvor bandets to tidligere plader dyrker de psykedeliske rocktoner, er ord som rave, britisk inspireret 90’er rock, pop, dansemusik og club-musik en del af en del af de musikanmeldelser, der er skrevet om Skin.
-Jeg bliver altså lidt stolt, når jeg læser, at man har svært ved at genrebestemme os. Det betyder jo bare, at vi er blevet til noget unikt. Det kan selvfølgelig godt tage følelsen af pladen som et samlet værk. Men når det er præmissen for at høre pladen, så er det jo fedt, siger Lau Pedersen, der yderligere fortæller, at Fribytterdrømme har brugt en mere poppet tilgang til musikken på det nye album.
Bandet er nemlig gået fra at være et øvelokaleband til at være et studieband. De to første albums, Fribytterdrømme har lavet, er indspillet i studiet ved, at alle medlemmer har placeret sig i samme rum, hvor de sammen har spillet og sunget sangene. På Skin-pladen er alt musik, lyde og sang gennemarbejdet i studiet og lagt ovenpå hinanden – lag på lag. På den måde er pladen mere poleret end tidligere.
Men det betyder ikke, at der ikke er plads til legen og det kompromisløse, som bandet er kendt for.
Legesyghed med følelsesmystik
Et af de første numre Fribytterdrømme udgav var så specielt, at Suspekt-drengene valgte at trykke sangen ”Fribytterdrømmen” som en selvstændig vinylplade på rapgruppens eget pladeselskab Tabu Records. ”Fribytterdrømmen” bryder nemlig rammerne for radio- og streamningstjenesternes krav, som siger, at sange kun må vare tre et halvt minut. ”Fribytterdrømmen” er et tyve minutter langt nummer.
Lau fortæller, at sangene på Skin i manges øjne nok minder om noget, der er mere mainstreame end bandets tidligere udgivelser. Sangene er kortere. Men ifølge Lau er pladen stadigvæk hjemsted for kompromisløshed og musikalsk legesyghed.
-I en session står Felix og laver sådan nogle ”blop-lyde” med sin finger i munden. Jeg ved ikke, hvordan man gør, siger Lau efterfulgt af en champagne-pop-lyd, da han efterligner Felix ”blop-finger-teknik”
-Altså musikken er jo nærmest en slags håndholdt techno. Det er få lyde, som er programmeret med en computer. Eksempelvis bruger vi en håndholdt percussion (slagtøj). Vi optager lyden, som vi så bearbejder via. computeren. Men selve lyden stammer fra et håndholdt instrument, fortæller Lau.
Hvor sangeren og chefpoeten i Fribytterdrømme tidligere har brugt litteraturhistorien (især litterære perioder som ekspressionisme og surrealisme) som inspirationskilde til sangene, har han denne gang gravet et andet sted – nemlig sit eget følelsesliv.
Frontmanden fortæller, at sangteksterne består af to lag. Et lag for lag for lytterne samt et lag om ham selv. Når man beder poeten om at fortælle mere om de følelser, han bearbejder i Lau-laget takker han pænt nej.
-Det fjerner noget af mystikken, og ødelægger den oplevelse, som lytteren har med numrene, hvis jeg går ind og sætter ord på sangene, fortæller han og fortsætter
-Altså man skal ikke nødvendigvis forstå teksterne eller finde en eller anden etik eller morale ud af det. Man skal bare opleve det. Det er rigeligt, siger han.
En underlig rumklang og en Lau på væggen
Musikken og sangteksterne har fået de danske musikanmeldere til at tænde for stjernekanonen. Pladen Skin har kun fået fire- og femstjernede anmeldelser af aviser og magasiner som GAFFA, Fyens Stiftstidende, Jyllands-Posten, Soundvenue. Men for Fribytterdrømme er der noget, der er langt mere vigtigt.
-Det er selvfølgelig rart at få flotte stjerner i anmeldelserne. Men det er jo kun benzin på ens eget ego. Så længe at vores publikum er med os, er det rart.
Og det er folk. Ligesom de nye toner kan overraske fans og anmeldere, fik Lau og co. sig lidt af en oplevelse på deres turné. Under koncerten fik salen pludselig en mystisk rumklang, da Fribytterdrømme indtog scenen. En lyd, han simpelthen ikke kunne placere på mixerpulten. Efter at have undret sig et stykke tid opdagede han, at det hverken var teknik, ledninger eller rummet, der spøgte i salen.
-Folk synger kraftedeme med, lyder det fra Lau.
Selvom de syv musikere stadigvæk kan gå på gaden uden at blive angrebet med selfiesticks og autografblokke, havde frontmanden en, hvad han selv betegner som en spøjs oplevelse. Han fik tilsendt et billede af en ung fyr, som har hængt et billede af Fribytterdrømme-frontmanden op på sin væg.
-Altså jeg kan godt huske, hvordan det var at hænge Kurt Cobain op på min egen væg, da jeg var teenager. Men han har da opnået meget mere end mig. Men ja det vidner da om, at vi er på rette vej, når folk knalder et billede af mig op på deres væg, afslutter han.
Du kan opleve Fribytterdrømme på lørdag d. 16. november, når bandet rammer Musikhuset Posten.
