Med januars grå nuancer, der snart omslutter alt, er her lykkepillen til din vinter depression når Ipek Yolus varme toner tænder op under Dexter i Odense d. 20. januar og Harders i Svenborg d. 5. februar.
Endeligt rammer de igen Øhavet, når de til juli gæster Øhavet Festival på Langeland.

Af: Mikkel Lützen

På årets kedeligste måned kommer et alt andet end kedeligt band og sætter kulør på tilværelsen. Med den prisvindende saz-spiller, Orhan Özgür Turan i front, kommer Ipek Yolu med musik, der giver anelser om varmere himmelstrøg. Deres navn er tyrkisk for Silkevejen, og selv om de ikke sælger silke, forbinder de smag, lugte og lyd fra flere verdenshjørner. Den mellemøstligt klingende saz indtager hovedrollen, mens en surfet guitar akkompagnerer sammen med rytmer, der hurtigt kan sætte bølger gennem de stiveste hofter.  

De tre musikere er garvede i gårde, og har optrådt i mange musikalske konstellationer, men egentlig er det lidt af en tilfældighed at bandet eksisterer. De tre medlemmer spillede første gang sammen i 2018 under en improviseret jam session, på Aarhus hybrid and Roots festival. Koncertens sitrende toner varede ved i næsten 3 timer, og det gik her op for musikerne, at de havde en særlig kemi sammen. Siden er det blevet til koncerter i ind og udland, og nu gæster de altså Fyn to gange inden for en måned med deres farverige lydtapet.

En stor anbefaling herfra!