Af: Frans Christensen

GRETA er tysk af oprindelse. Født og opvokset i Husum i Nordtyskland.

Jeg voksede op i et ret idyllisk miljø lige ved Vesterhavet, hvor musik fra en tidlig alder havde en stor og terapeutisk indvirkning på mig

Hun startede med at snuse til musikkens verden i form af undervisning i klassisk klaver. Tidligt skrev hun også de første sange.

Mine første sange handlede mest om teenage-kærlighed og jeg begyndte tidligt at optræde med dem bare med mig på klaver og sang

I hjemmet bliver hun inspireret af forældrenes pladesamling med artister som Abba, Eurythmics og Enya. Forelagt om inspirationen også inkluderer artister som Mordern Talking og Blue System, slår Greta et stort grin op: “ Nej nej nej. Den vej er jeg aldrig gået”

Musikeren GRETA

GRETA er en sangerinde og sangskriver som med udgangspunkt i 80’er inspireret synthpop, skaber storladne lydbilleder som der både kan danses til og drømmes sig et andet sted hen.

Min musik er meget levende. Jeg arbejder meget intuitiv men nørkler også med de enkelte numres detaljer. Oftest starter et nummer med flere instrument-lag. Hertil forestiller jeg mig hvilke visuelle billeder, der passer til og ud fra det skriver jeg melodi og tekst. Jeg inspireres meget af mennesker, relationer og miljøet, der omgiver mig. At lytteren kan mærke nærværet og ægtheden i min musik, men samtidig kan drømme sig ind i et andet univers, er vigtigt for mig.

GRETA flytter til Danmark for at studere og for at bryde lidt ud af den klassiske musikalske baggrund, hun har oplevet i Husum. Her danner hun gruppen Who is Louis , som DR’s

Karrierekanon beskriver på denne måde:

“Musikken lyder som om vinden blæser lidt igennem synthesizeren. Lidt sfærisk, elektronisk – men aldrig sådan at det forsvinder i rummet og nogle gange pludseligt tilbage til jorden”

I denne beskrivelse fornemmes i hvilken retning GRETA er på vej hen imod. Hun finder tilbage til klaveret og begynder at skrive sange, som videreføres til synthesizerens univers.

Foreløbig er det blevet til en EP (Ardent Spring, Pt 1) fra 2019 og en single (Daughter) i det tidlige 2020.

Der er et album på vej i foråret 2020 og når koncertrækken i foråret og forsommeren er overstået, er det planen at flytte til Berlin i længere periode for at indspille album nummer to.

Jeg trives godt i Berlin, som med sine mange facetter, er utroligt inspirerende for mig. Min producer bor også her, så det er et naturligt skridt at tage. Jeg går også efter samarbejder og koncerter i Tyskland. Det er min drøm at kunne opbygge noget i begge lande

GRETA live

Jeg optræder både som solist, hvor setuppet er mere „nøgent og nedbarberet” samt med band, hvor den store lyd bruser fra scenen. Publikum vil forhåbentligt blive taget med i mit univers og mærke følelserne i min musik. Det at optræde og dermed røre noget til folk, er et stort frirum og en gave for mig.

At GRETA er efterspurgt som live-artist vidner en kommende forårsturné med Teitur om og så er der noget med et festivaljob, som snart offentliggøres. Et job der ifølge GRETA, bliver “ helt vildt”.

På scenen i Odense vil hun optræde med band. Som til Penny Polices koncert samme aften, vil SLØR også optræde med visuals under GRETA´s koncert.

Jeg glæder mig ekstremt meget til dette, da musik og visuals vil gå op i en højere enhed

Har man oplevet GRETA live, ved man også, at der kan snige sig tyske passager af tekst ind i hendes ellers engelsksprogede tekster.

Tysk er jo mit modersmål, så der kan jeg blive meget mere fri og legende i sproget. På engelsk kan jeg dog bedre lege med ordlydene, så derfor elsker jeg at skrive på begge sprog.

En dansksproget ballade ligger dog ikke i kortene, men som GRETA påpeger med et smil:

Et gammelt tysk udtryk siger Niemals Nie, så måske…

GRETA, Penny Police og Slør kan opleves på Dexter den 28. februar. og Harders i Svendborg d.13. marts.