Fra at være Kim Larsens manager til at være aktuel med debutplade i eget navn og to fynske koncerter. Hvordan gik det til?
Af: Frans Christensen
Musikkøbmand
I en alder af 52 år er Jørn Jeppesen debuteret som solist på den danske musikscene. En debut han for blot et år siden ikke havde i tankerne.
“Det er gået stærkt” medgiver han og fortæller om sin baggrund:
“Jeg er opvokset i et småborgerligt hjem på Sjælland. I et samfund man med lidt god vilje kan kalde Korsbæk (byen fra Matador-serien) blot beliggende på Stevns. Min far var selvstændig og min mor var hjemmegående – helt som normen var dengang. Den musik jeg hørte i hjemmet var de gængse schlagere. Som barn af 70’erne og i en tid langt før sociale medier holdt deres indtog, var påvirkningen udefra minimal. Både samfundsmæssigt og musikalsk.”
Det var først, da Jeppesen i 1982 startede på gymnasiet at en anden virkelighed sneg sig ind på ham.
“På gymnasiet oplevede jeg for første gang for alvor personer, som havde en anden tilgang til livet. Det var typer som punkere, flippere, yuppier og stærkt venstreorienterede, der gjorde indtryk. Jeg fandt ud af at jeg havde nemt ved at omgås personer, der skilte sig ud i forhold til det, jeg kendte hjemmefra. Ikke at jeg ville ligne dem eller mene det samme som dem. Jeg kunne bare godt lide originaler.”
Jeppesen blev aldrig selv en del af de skæve eksistenser, han mødte. Han fremhæver dog at de menneskelige egenskaber han som lillebror i familien hjemme havde tillagt sig, kom ham til gode i den nye tilværelse.
“Det var en fordel at være ham, der kunne med mange og som gerne ville holde sammen på omgivelserne.”
Musikalsk skete der også en ændring i starten af 80’erne. Fra Gustav Winckler genren i hjemmet fattede Jeppesen interesse for en ny musikstil.
“Jeg er en popdreng. Det vedkender jeg. Det var dog ikke tidens poptoner som for eksempel Depeche Mode, der blev min musik. Der skete det, at min storesøster havde nogle venner der introducerede mig for The Beatles. Jeg havde ellers kun hørt om The Beatles i forbindelse med John Lennons død. så derfor blev deres musik min store kærlighed. Jeg opsøgte alt, hvad jeg kunne om dette band fra England.”
Jeppesen havde fået fingre i en guitar og dette instrument blev hans næsten daglige følgesvend. Det blev til enkelte gymnasiebands og en masse øvetimer i forældrenes kælder.
“Mine forældre tænkte, at det var en forbigående periode i mit liv, for man kunne ikke skabe en levevej som musiker. Jeg blev derfor ikke animeret hjemmefra. Ej heller tog de dog glæden ved musikken fra mig”
Efter gymnasiet tog Jeppesen en bankuddannelse og et sabbatår derefter førte ham til Fyn. Her ernærende han sig blandt andet som musiker på diverse barer og værtshuse. Ofte overladt til sig selv tillærte han sig mange af de praktiske gøremål, der følger med. På den hårde måde lærte han derved musikernes metier. Sabbatår blev afløst af en EDB-uddannelse og deraf følgende ansættelse hos Tele Danmark.
“Da jeg var omkring de 30 år, startede jeg hos Danartist som booker. Jeg fik i denne stilling brug for alle de kundskaber, jeg havde tillært mig. Det menneskelige livssyn, min økonomiske viden, de praktiske egenskaber fra spillejobs og min viden om EDB. Mange af de uddannelser og beslutninger jeg havde taget tidligere, viste sig at komme mig til gode i dette nye job. Så også fejlagtige beslutninger blev vendt til min fordel. Jeg lærte, at man aldrig skal være bange for at gå omveje. Man bliver klogere og bedre funderet.”
I starten af 2000-tallet begyndte et samarbejde med Kim Larsen, som var under Danartists vinger på daværende tidspunkt. Et samarbejde, der førte til et decideret managerjob. Jeppesen blev selvstændig og opbyggede et bureau, hvor kendte navne som Savage Rose, Anne Linnet, Ester Brohus og Magtens Korridorer også var musikere, der nød godt af den selvudlærte musikkøbmands egenskaber.
“Jeg holdt fast i mig selv og havde en stor tiltro til min egen musiklevevej. Jeg behandler folk omkring mig respekt uden at være konfliktsky. Det tror jeg musikerne kunne mærke og værdsatte.”
Solist
Det lå ikke i kortene, Jeppesen skulle springe ud som solist med egne sange. Faktisk havde han som ung eksperimenteret med sange på engelsk. Sange han selv skrottede, da han ikke brød sig om dem.
Det er først i forbindelse med at Kim Larsen i 2014-2015 inviterer ham på scenen, at han finder modet til at begynde at skrive lidt selv igen.
“Jeg havde tillagt mig en modenhed og lært fra de mange musikere, jeg omgikkes hvilke byggeklodser, der skabte en popsang. Jeg kan dog på ingen måde sammenligne mig med Kim, som var en mester i at skabe en fortælling på 3 minutter, som ikke bliver banal.”
“Inspirationen finder jeg i mit eget liv og de hændelser jeg oplever. Jeg er f. eks. rigtig glad for den sang på albummet, der hedder Drømmerejsen, som er skrevet ud fra en samtale, jeg havde med en mand på en café, hvor jeg skulle spille, for mange år siden. Han sagde en sætning, der fik mig til at føle med ham og den har fulgt mig lige siden. Hvad samtalen gik ud på afslører jeg til koncerterne”
Jeppesen er klar til at møde publikum sammen med sit band med et show, der er bygget op om solopladen Odense Banegård, der udkom tidligere i år. Sangene har dog været prøvet af i løbet af sommeren, hvor han har haft opvarmningsjob for blandt andet Tina Dickow.
“At stå foran publikum helt alene med sin guitar og spille noget musik, de ikke kender (Odense Banegård var ikke udkommet på dette tidspunkt), giver en god indikator om sangenes holdbarhed. Fra min side af scenekanten virkede det som om sangene blev godt modtaget. Jeg oplevede en lyttelyst og lyttevillighed, der er de færreste opvarmningsmusikere forundt”
Jeppesen er klar over, at han starter fra bunden i en branche, der er blevet domineret af små “regnemaskiner” og det er han glad for.
“Da jeg var ung, fik man oftest som musiker, nogle albumudgivelser til at finde formlen, der skulle begejstre publikum. I dag måles man på antal streams allerede på single nummer 1. Virker konceptet ikke efter den 3. sang, bliver det ikke levevejen. Jeg skal ud og ramme publikum på spillestederne. Kommer der 25 den første gang, så kommer der måske 50 næste gang. Jeg har jo ikke et bagkatalog at bygge på, så jeg skal opbygge min egen karriere ved at være ihærdig, vedrørende og ærlig. Det tror jeg er vejen frem.”
“Vi har omarrangeret udtrykket en smule i sangene til livesættet. Det er lidt mindre poppet og lidt mere råt, det vi præsenterer. Sangene har fået en livelyd. Sangene vil blive ledsaget af små historier om baggrunden for teksten. Et enkelt af numrene fra Odense Banegård, synes jeg ikke fungerer så godt live, så det er byttet ud med et helt nyt nummer. Det er dog ikke den eneste overraskelse, publikum vil møde. Jeg vil ikke afsløre mere her.”
Når turnéen er overstået, er det planen, at Jeppesen vil gå i studiet og indspille sange til en ny EP. Sangene er skrevet og han vil bruge bandet på indspilningerne og dermed skabe en anden lyd.
“Man kan sige, at de nye sange bliver mere organiske og det udtryk vil man også opleve til koncerterne”
Oplev Jeppesen live på Fyn:
D.25.10: Tobaksgaarden i Assens: http://tobaksgaarden.dk
D.23.11: Dexter i Odense (Få Billetter): http://dexter.dk