Af: Frans Christensen

Lad det være sagt med det samme: Kajsa Vala er en meget empatisk kunstner.

Dette interview finder sted mandag aften efter OB har tabt hjemme til FC Midtjylland i fodboldens Superliga. Selv om glæden fornemmes i stemmen, er der ingen hån at spore, selv om nederlaget til de lokale betød, at AGF bevarede deres fjerdeplads i rækken. For Kajsa Vala er glødende AGF fan og har været det siden 1995. Man fornemmer også glæden i beretningen om “De hvii’s” sejr dagen forinden mod Brøndby. En glæde og fejring, der måtte udskyde vores samtale en dag.

At Kajsa er en følsom historiefortæller hersker der ingen tvivl om, hvis man lytter til hendes to første albums (“Kajsa Vala”, 2016 og “Tomorrow Is Not Lost”, 2018).Historiefortællingen om hverdagen afspejles i teksterne. Hendes tekster udspringer for eksempel i nære relationer og disses oplevelser eller en god sætning/vending, hun hører. Teksterne skrives på engelsk, da dette falder hende mere naturligt. Forklaringen kan blandt andet findes i hendes musikalske opvækst/rejse og så er dansk bare et sværere sprog at skrive på, synes hun.

Kajsa er uddannet el-guitarist. Hendes interesse i musik startede dog lang tid før med forældrenes pladesamling, som indeholdt blandt mange andre Joni Mitchell, The Beatles og Johnny Cash. Herved grundlagde hun interessen for genren, der defineres som Americana. I starten af karrieren optrådte hun oftest alene med sin akustiske guitar, men i takt med at nysgerrigheden på andre musikgenrer fandt indpas, kom der mere “tråd” på udtrykket. Kærligheden til den guitarbaserede musik blev større og større.

Kærligheden til USA og især det musikalske mekka i og omkring byen Nashville trak Kajsa på kortere ophold hos familierelationer bosat i området. Undervejs på disse fik hun muligheden for at jamme og skrive sange med lokale musikere. Her voksede kærligheden til Americana-genren. Dog er hun ikke helt sikker på, hvad der kom først i den sammenhæng: hønen eller ægget.

Siden sidst, koncert og fremtiden

I foråret gav Kajsa en medrivende koncert på Musikhuset Postens scene. Der optrådte hun med hele bandet. På den nuværende turné har hun givet bassisten “fri”. Udtrykket fra scenen vil være “back-to-basics”, intimt og stille. Alligevel kan hun nok ikke lade el-guitaren helt stå, som hun smilende konstaterer. Dog vil de spillede numre på turnéen mest fremstå som kontraster holdt op imod de indspillede versioner. Om der ligefrem er opstillet et sæt regler for koncerterne, er hun ikke helt sikker på, men dogmekonceptet vil ikke være helt fremmed for publikum. Kajsa ønsker at skabe en tættere atmosfære med sine lyttere, hvor fokus er på teksterne mere end musikken.

I sensommeren har hun været gæsteartist hos hendes gamle ungdomsidoler fra Psyched up Janis’ koncerter. Sune Rose Wagner som musiker har altid fascineret hende, så da et opkald og en invitation dukkede op, var betænkningstiden ikke lang. Selv om disse koncerter også skulle være mere afdæmpede, endte det alligevel med at Kajsa og Sune jammede på el-guitarerne. De kunne bare ikke lade være. En rigtig god oplevelse mindes hun. Der resterer stadig en af disse koncerter på Psyched up Janis’ hjemmebane i Sønderborg og derefter er fokus på hendes egen turné og eget kommende album.

Kajsa har nemlig gang i sangskrivningen og nogle af de nye sange kan høres i akustiske versioner på Bastionen og Dexter. Det er nemlig for Kajsa en god rettesnor om en sang fungerer i dens rå “skelet-version”. Hvis publikum ikke tager den nye sang til sig, så må den tilbage til tegnebrættet.   

Kajsa Vala kan opleves på Bastionen i Nyborg fredag den 29. november og på Dexter i Odense den 4. december.