Lalou udgiver ny single 17. januar og spiller releasekoncert på Dexter 24. januar.
Af Lene Rimestad
Lalou finder musik i sin hverdag. Glas har en særlig lyd, når hun vasker op, og de rammer hinanden eller noget andet. Græsslåmaskinens brummen bliver en akkord. Eller en tilfældig byggeplads bliver inspirationen til en rytme.
Som barn på sit lillebitte værelse rørte hun ved et uheld en metalfjeder på sin seng.
”Det lød som en akkord. Når jeg rørte ved en anden og en tredje fjeder, havde de en anden tone end den første. Pludselig var der tre akkorder,” fortæller Lalou.
”Det lyder småtosset, men det er sådan, jeg er. Min kæreste siger: ’Vi har vænnet os til at Du kan finde på at synge melodier til alting’,” fortæller Lalou.
Lalou er aktuel med singlen ”I’ll be by your side”, der udkommer 17. januar. Og fredag 24. januar har hun relasekoncert på Dexter. Hendes nye album, der udkommer i efteråret, hedder “Secret Smiles . Numrene er blød og melodisk pop med en lidt jazzet lyd.
Det kommer indefra
Nogle gange bliver Lalou spurgt, hvad der kommer først: teksten eller melodien. Man kan ligefrem finde opskrifter på sangskrivning flere forskellige steder, f.eks. på nettet. Men i Lalous verden handler sangskrivning slet ikke om opskrifter.
”Min musik kommer indefra, og det har egentlig altid været sådan,” siger Lalou.
En vending kan blive inspirationen til en sang, som det skete med sangen ”Occasionally Okay”, der sprang ud af, at en sagde ”okay” med en særlig betoning. Netop det ”okay betød måske i virkeligheden ”delvist okay”. Sådan et udtryk kan udløse en masse tankemæssige associationer, hvor der kan opstå en hel tekst omkring f.eks. følelsesmæssig ambivalens.
En nynnen, mens Lalou går en tur, kan også udvikle sig en hel melodi.
”Idéerne dumper bare ned fra himlen lige pludselig. Og så er det godt, at mobiltelefonen er opfundet, for så kan jeg optage melodien, mens jeg finder på den og skrive videre på sangen senere,”siger hun.
”De bedste øjeblikke er, når jeg får en idé og får den til at gro og udvikle sig. Og de bedste øjeblikke er at spille sangen for nogen, og vedkommende bliver rørt over det. Så nytter det noget, når musikken giver håb, trøster eller rører andre.”
Rum til at komponere
Lalou, der i hverdagen hedder Steffie Kristensen, lever ikke af sin musik, men arbejder som underviser i blandt andet sang og med at uddanne social- og sundhedsassistenter.
”Men jeg kan ikke lade være med at lave musik. Lige nu kan jeg næsten ikke følge med, fordi jeg er i en fase, hvor ideerne popper op hele tiden,” siger hun.
Arbejdet foregår indimellem hendes andre gøremål i en travl hverdag.
Hun arbejder med sin musik hjemme, hvor hun har et hjørne lige ved siden brændeovnen med et meget gammelt og slidt, men velklingende akustisk klaver, som hun fik foræret fra en kollega. Klaveret havde i mange år stået på en folkeskole, og det bærer det også præg af. Med sprittus har en elev skrevet på det: ”Everyday is wonderfull”. Det har hun ikke renset af, fordi det ”er lige i min ånd”.
Men hun sætter sig også ved flyglet i pejsestuen på CulturArte, et farverigt kulturhus i Køng, på Vestfyn, hvor børn og voksne kan spille og være kreative. Pejsestuen er en ombygget stald, så forældre og andre kan vente på at komme til undervisning eller på, at deres børn er færdige med undervisning.
På Culturarte får hendes to børn eller hendes mand og indimellem Lalou selv undervisning i bl.a. guitar og bas nogle gange om ugen, og imens sætter hun sig ved klaveret.
At turde tro på det
Faktisk var det lige netop på det sted, CulturArte, at Lalou for alvor begyndte at tænke, at det med musikken kunne hun godt gøre meget mere ud af.
”For det første fortalte en af mine kolleger, der er lige så genert som mig, at hun skulle optræde til en festival. Det fik mig til at overveje, om jeg også kunne. Og for det andet begyndte jeg at spille på klaveret i pejsestuen.”
I begyndelsen brugte Lalou kun klaveret, når der ikke var andre i nærheden. Hvad hun ikke vidste var, at nogle gange lyttede en af husets medarbejdere, med i smug.
”Pludselig stod han bagved mig og sagde, at det lød ret godt og bad mig om at spille lidt mere.”
Det endte med, at Lalou også spillede for lederen af kulturhuset, den brasiliansk-fødte musiker Jorge Degas, og for flere og flere i pejsestuen. F.eks. forældre der ventede på deres børn, som var til undervisning. På den måde opdagede Lalou, at hendes ”klavergenerthed”, som hun kaldte det, kunne overvindes. Det var måske egentlig lige så givende som at optræde med sang, som Lalou har gjort en del af sit liv.
I sangen ”Occasionally Okay” er den situation beskrevet med ordene: ”The stable with the black piano inside, where happiness would never hide”.
Så nu er Lalou klar til at optræde med sine egne kompositioner i Dexters hyggelige rammer. Og hun glæder sig. Med på scenen har hun: Keld Andersen spiller guitar og samarbejder ofte med Jorge Degas. Charlie Johannson fra Sverige spiller kontrabas, og Henning Ritto spiller trommer.
