Lattermild mørkesort rebel!
Det er en solrig onsdag formiddag i Los Angeles. Black Rebel Motorcycle Club’s dansk-amerikanske trommeslager Leah Shapiro sidder smilende og kæderyger i sin bil, mens hun tager en pause fra at mixe bandets kommende album, Wrong Creatures, som er på gaden 12. januar. Samtidig med at forbindelsen går igennem til den bakkerige by på vestkysten, vælter regnen ned i Odense i midten af september.
Hej Leah! Det er rigtig efterår her. Savner du Danmark, når du hører det?
Det er vildt at bo i USA lige nu. Det er et underligt sted, og jeg savner Danmark mere end nogensinde. Stemningen, det hele er så splittet og ustabilt, næsten skizofrent og panikagtigt med Trump som præsident. Jeg byttede gerne med regnvejr.
Du kom med i BRMC i 2008, og har snart spillet trommer for bandet i 10 år. Hvem skriver egentlig musikken? Kommer du nogensinde ind og nynner en sang, og siger, ”hey Robert og Peter, spil lige det her”?
Vi skriver altid i øvelokalet. En af os starter med et eller andet, og vi plejer at have en masse sange, som er 45 minutter lange, så det tager et godt stykke tid at komme igennem, modsat hvis man er i et band med én sangskriver. Det her fungerer bedst for os. Robert og Peter skriver begge teksterne, det er deres store ”byrde”.
Det ottende album, Wrong Creatures, udkommer 12. januar. Den første single, Little Thing Gone Wild, er næsten en party sang, ulig meget andet fra bandet. Hvad kan du sige om det kommende album, i forhold til tidligere udgivelser?
I forhold til singlen, så er albummet lidt mere mørkt, også mørkere end det sidste album. Et par sange er ret lange og psykedeliske, du ved, space-agtige. Peters guitarspil er meget inspirerende. Jeg elsker at spille på den måde.
Nu er du 100% mørkesort rebel. Hvad var dit sidste job, før du blev pro trommeslager?
Det var i New York, på Times Square, hvor jeg var i et reklamebureau. Jeg kan ikke engang huske hvad jeg lavede. Times Square er et ret irriterende område. Jeg spillede i et band som hed Dead Combo, og vi fik et tilbud om at varme op for BRMC.
Jeg havde faktisk lige fået tilbudt forfremmelse i firmaet, med sygesikring og det hele, som er en ret stor ting herovre. Men jeg sagde op med det samme, jeg tænkte, ”jeg skal ikke være fanget i denne her kontorbygning, det kan jeg ikke.” Det var mit sidste rigtige job.
Indersiden af kraniet
Du har fået hjernekirurgi! Så vidt jeg kan forstå, hedder det Arnold-Chiari syndrom. Hvad skete der, kan du fortælle lidt om det?
Ja, det var november 2014. Det er noget medfødt, hvor man får symptomer sidst i 20’erne, starten af 30’erne. Det skyldes at kraniet er for lille, og så prøver lillehjernen er komme ud i bunden af kraniet, ved rygraden, så det hele kommer i klemme. Der findes en rigtig alvorlig udgave, hvor spædbørn nærmest fødes med en del af hjernen udenfor hovedet. Jeg havde en langt mildere udgave.
Det startede med at alting føltes helt forkert. Jeg fik pludselig vildt mange problemer. Det føltes som om jeg sad på en rutsjebane mens jeg spillede trommer. Jeg kæmpede imod mig selv, og følte at jeg spillede dårligere og dårligere. Ved sound tjek blev jeg ved med at rykke rundt på trommerne, og drev folk omkring mig til vanvid.
Vi havde været på tour hele 2013 og noget af 14. Så holdt vi pause, og jeg ville indspille nogle trommer til en veninde, som skulle bruge det. Men så fik jeg en trommestik i øjet og gik til lægen, og han sagde, at der var noget helt galt med mit ansigt og mine øjne. Jeg prøvede flere neurolæger, og mødte en, som nærmest var ligesom en brugt vogn sælger. Han sagde noget om, at han ville operere efter en bog, han havde læst, og nogle andre ting, som var i modstrid med hvad den tidligere læge havde sagt.
Yikes.
Det endte med at jeg fandt en god læge, men det var ordentlig omgang. Det er jo aldrig sjovt at blive opereret. Der gik et helt år, før jeg følte mig normal igen. Jeg spillede faktisk på Tinderbox i 2015, et halv år efter operationen, og jeg var nok ikke helt klar, men alt hvad jeg lavede var at gå til fysioterapeut, og jeg var ved at blive sindssyg af det. Det var en kæmpe hjælp at komme ud, og vores fans var så søde og forstående.
Godt at høre at du blev rask, og fandt vejen tilbage til trommerne! Hør, hvad med ham der Lars Ulrich… Har du mødt ham og overvejet at starte en supergruppe?
Hvem skulle ønske at høre en supergruppe med to danske trommeslagere, ha ha! Jeg har faktisk aldrig mødt ham. Han har ellers boet herovre lidt længere, men det kunne sikkert være sjovt. Hvis du taler med ham, så bed lige hans folk om at sætte sig i kontakt med mine folk, du ved.
Jeg sender lige en sms til Lars. Kan vi få lidt personlig info om Leah her til sidst? Er du gift, har du børn, og hvis jeg indstiller Tinder til en radius af 9000 kilometer, kan jeg så finde dig?
Ha ha! Nej, nej og nej! Jeg vil helst ikke have børn. Jeg ved ikke, om jeg har brug for at være gift med dette job. Det vil kræve en meget speciel mand. At spille i et band som dette er ligesom et ægteskab, bare med alt for mange mennesker! Og jeg er ikke på Tinder