To generationer med en brændende rock’n’roll flamme
Der er dømt ægte rock’n’roll med et ordentlig skud blues, når Michelle Birkballe rammer Musikhuset Posten den 7. marts. Med sig har hun 5 musikere og en helt særlig gæst – Rock Nalle.
Odenseaneren, som synger om alt fra den rockglade gamle fru Olsen til roemarken i Skjern til den bajer, man kan få brug for, når man bliver forelsket.
Han har spillet musik siden 1950’erne, og gør det stadig med sin trio under navnet Nalle And His Crazy Ivans. Denne gang gæster den 75- årige sanger Michelle Birkballes band. En turné Birkballe har arrangeret for at hylde den odenseanske rock’n’roller – eller som hun kalder ham Mr. Rock’n’roll.
– Der er mange, der har hyldet rocksangeren Peter Belli. Men der er aldrig nogle, der har hyldet Nalle. Han har mindst ligeså meget brug for en klapsalve, siger Michelle Birkballe.
Selvom Rock Nalle har levet et hårdt liv, hvor et smertehelvede fra en mislykket operation drev ham ud i et heroinmisbrug, er stemmen stadigvæk stærk.
– Er der nogle, der har været nede og kysse gulvet og rejst sig igen, så er det Nalle. Det kan godt være, at han ikke er ung mere. Men han kan altså stadigvæk fyre den af, fastslår Michelle Birkballe.
Rock Nalle aka. Roland Lyhne Sørensen og Michelle Birkballe har kendt hinanden i tyve år. Hun er 38. Han er 75. Hun er fra Aarhus. Han er fra Odense. To musikere fra to forskellige landsdele plantet i to forskellige generationer med en fælles passion for rock’n’roll. Et venskab, som startede med en lækker bassist og et rengøringsjob.
En bassist med i spillet
Michelle er 18 år og dybt forelsket i en ung mand, som hedder Jesper. Han spiller blues og rock’n’roll sammen med Rock Nalle. For at komme tættere på bassisten, tilbyder hun at slæbe gear for Nalle. Han kigger forundret på den blonde pige. Hun er nemlig hverken stor af højde eller drøjde. Men hun er stædig, og insisterer på, at hun sagtens kan klare arbejdet. Nalle griner, ryster på hovedet og lader hende slæbe. Hun tager med ham rundt på festivaler og koncertturnéer, hvilket fører til hede kys med bassisten. Men det er ikke ligefrem kærligheden til Jesper, som sangerinden tager med sig videre. I stedet er det musikken og venskabet med Nalle. Hendes veninder mener nemlig, at blues kun er for gamle kedelige mænd. Men for Michelle er blues mere end tre afstumpede akkorder. Det er nerve og følelser pakket ind i musik.
– Det er noget musik, som rører og rykker. Det var det, jeg kunne mærke i Nalle, fortæller hun.
Michelle tager med Rock Nalle på flere turnéer. Men han ved ikke, at hun kan synge. Ved siden af arbejdet som roadie er Michelle rengøringsassistent på spillestedet Fatter Eskil i Aarhus. Her deltager hun ofte i Blues Jam, som afholdes jævnligt på spillestedet. Trine, som er spillestedsleder på Fatter Eskil ved derfor, at Michelle har en sangstemme. Til en koncert med Rock Nalle begynder hun at råbe. ” Michelle skal op på scenen” Rock Nalle rynker brynet. Han vifter med den ene hånd et tegn til, at hun skal komme op på scenen. Michelle indtager scenen med sin rå stemme, som brager ud i koncertsalen. De synger et nummer, hvilket fører til et musikalsk venskab. Siden den dag har de spillet sammen, og gæstet hinandens koncerter.
En dansk Keith Richards fra Rolling Stones
Hvor Rock Nalle tidligere har gæstet en eller to af Michelle Birkballes koncerter, er han nu med på hele turnéen. Nalle og Birkballe regnede kun med at få tre eller fire bookinger. Men interessen for den musikalske duo og rock’n’roll- tonerne var større, end de havde regnet med. Sammen spiller de i 14 byer.
– Så er der et publikum til Rock’n’roll, siger hun og fortsætter
– Jeg håber, at Nalle får lov til at se unge mennesker, som sætter pris på den musik, han laver, fortæller hun.
Michelle har produceret seks studiealbum, hvoraf seneste skive er pladen 2018. Hun beskriver Rock Nalle som en slags læremester i blues-og rock’n’roll universet. Selvom han ikke er belærende.
– Han er ikke typen, der siger, at nu skal vi spille sangene på en bestemt måde, fordi det er han vant til. Han er altid åben overfor nye ideer, og er klar på at prøve noget nyt. Det kan godt være, at han ligner en gammel mand. Men i hovedet er han sgu stadig ung, siger Michelle.
I forhold til Nalles snart 76 somre har sangerinden indgået et løfte med odenseaneren.
– Jeg har sagt, Nalle, jeg har simpelthen glædet mig sådan til den her turné. Nu må du fandeme ikke dø. Det har han lovet, at han ikke gør. Desuden tror jeg, at han er som en dansk udgave af Keith Richards fra Rolling Stones. Jeg tror sgu ikke, at han kan dø, griner Michelle Birkballe.
Se venskabet slår gnister i dette klip fra tv- programmet ”Mig og mine sange”, som blev vist på Tv 2 Charlie.