På Kristi Himmelfartsdags løftede Valkyrien Myrkur, Ansgars Kirke til himmelske højder med urkraft og vidunderlige viser.
Af: Johan Tankred
Stille og forventningsfuld som en åben grav henlå Ansgars Kirke, da hvidklædte Myrkur, akkompagneret af et sortklædt orkester, indtog alteret. På altertrappen lå der hvide fåreskind. Strukket på tværs af rammetrommen sad der gedeskind og der var mærkbart gåsehud på min kind, da Myrkur hævede sit blik, lettere gemt bag en mørk stribe, og løftede et hjortegevir i hver sin hånd og bød op til dans.
Folkekirkens krise var skrinlagt og alt snak om åndeligt og tilslutningsmæssigt tomrum, klingede hult denne aften, ved synet af en udsolgt sal, fyldt op af byens borgere, der ærbødigt og afventende sad bænket på stolestaderne. Aftenen var en premiere, da pandemien havde udskudt turnestarten i et år, men der var ingen nervøsitet eller nerver at spore, til trods for en mikrofon der begyndelsesvis drev gæk med lyden.
Folk med hang til hård rock sad side om side, i behørig afstand og stilhed, med folk der hang fast i den sidste rest af hårpragten. De var alle heldige tilskuere til Myrkur, der gravede dybt i den fede, sorte muld og fremmanede guldhorn fra vores hengemte nordiske historie og lod dem gjalde himmelråbende højt, men dog sagte, og blæste dermed al pandemiens tristesse langt fanden i vold. Bænken ved min side knirkede, da et midaldrende par langsomt rykkede hinanden nærmere, med blikket fast fikseret på bandet, og endte bevægelsen i et kærligt knus.
I salen hvor man kan blive viet, konfirmeret, døbt og tage afsked med ens elskede, der genopstod den levende kunstart, der gør livet værd at leve. De hvidkalkede vægge gled over i hallucinerede drømmesyn af levende ild og håndhuggede kalmarbrædder fra en fortid, der vuggende blev vækket til live, når sangerinderne unisont steg til himmelske højder.
Sælsomt smukt var det at se hvordan publikum langsomt blev opløst og hensat i en art trance, hvor majoriteten skiftevis sad med lukkede øjne eller diskret tørrede et eller andet væk fra øjenkrogen. Var det mon pollen eller var det pulsen fra pianoet og poesien? Stemningen var afstemt og respektfuld andægtig, men aldrig tyngende eller påtvunget.
At fremhæve et enkelt nummer ville ske på baggrund af et fravalg af andre værdige kandidater, og det ville nærmest være blasfemi. I stedet skal orkestret, lydkvinden, akustikken og Kirken have stor tak. Tak for det tårnhøje niveau, men også modet. I en samtid hvor mange artister gemmer deres stemmer bag et hav af effekter og udsender metervarer af anonym muzak tilsat vulgære tekster og tarvelige dansetrin, så blev vi her, på gulvet i Ansgars Kirke, tilbudt noget helt, helt andet.
Vitalitet, urkraft, sensualitet og subtile erotiske hymner og historier blev frembragt af en række instrumenter, man sjældent får mulighed for at høre ”live”. Her tænkes bl.a. Nøgleharpen, som bedst kan beskrives som en blanding af en drejelire og en tålelig sækkepibe, for ikke at nævne valget af en hjortetak til at slå takten an med.
Når Myrkurs stemme steg op og åbnede himmelens porte, kunne man mærke hvordan Kirken fra 1902, skælvede og svulmede i fælles katarsis. Som om det forgangne års ensomhed og afmagt, lod sig vaske væk af den smukke syndflod, der ubønhørligt og kærkomment regnede ned over menneskebørnene. Personligt var jeg overbevist om at en nærliggende restaurant var i færd med at snitte løg, da en tåre ramte syningen på stoffet over mit lår.
Selv en hedning blev omvendt til troende under denne guddommeligt smukke sjælfulde seance. Vi sejlede ud af kirkeskibet med troen på fremtiden og at ja, vi har været underlagt både vindstille vejrlig og høj sø, men vi har ej lidt skibbrud og nu skal livet søsættes igen.
….Slukket Nu Har Al Sorgen…. Står der skrevet i kuplen over alteret. Denne tekst føltes guddommelig relevant.
Det var djævelsk godt.
Bandet:
Myrkur/Amalie Bruun: Sang, Klaver, Guitar og Nøgleharpe.
Marie-Louise Zervides: Kor & Rammetromme.
Maja Shining: Kor & Rammetromme.
Veronika Kroell Voetmann: Cello.
Felixfelix Havstad Ziska: Violin, Guitar mm.
