Non-profit foreningen Røde Himmel laver de koncerter, som du ikke finder andre steder i Odense. Udover at foreningen inviterer bands til Danmark, som aldrig har spillet på dansk jord før, havner mange af koncerternes hovedpersoner på scenerne ved Roskilde Festival.

Når Røde Himmel byder på koncert, er det typisk med tre kunstnere, hvilket har fået både staten og Odense til at klappe i hænderne. Derudover er de billige –  meget billige. Triple-koncerterne koster nemlig kun fyrre kroner.

Af: Lisette Olesen
Foto: Line Svindt

Hvorfor spiller det band ikke i Odense?  Ja, det har du sikkert også sagt til dine venner eller skrevet i Facebooks kommentartråde, når spillestederne offentliggør koncertprogrammer, hvor dine yndlingsbands og musikere ikke er på.

De samme tanker havde en gruppe musikentusiaster i Odense. Hvor os andre musikinteresserede fortaber vores musikskuffelse i gnaven grynteri på de sociale medier eller brok venner og bekendte, tog musikentusiasterne tyren ved hornene. Under navnet Røde Himmel arrangerede de nemlig koncerterne selv, selvom de ikke havde et spillested. Det har de gjort i fire år, og det har fået både staten og kommunen til at smide støttekroner i projektet.  

Udover at koncerterne kun koster 40 kroner, er musikken toner, du ikke kan opleve andre steder i byen eller i Danmark. Fredag den 31. januar hiver Røde Himmel eksempelvis et japansk syrerband til Odense, som aldrig har spillet i Danmark før.

Himlens ører finder Roskilde-materiale

Hvert år hiver Røde Himmel bands fra ind-og udlandet til Odense.  Men koncerterne bliver afholdt forskellige steder i byen. Røde Himmel har nemlig ikke et fast tilhørssted. I stedet samarbejder de med byens forskellige spillesteder. Koncerten den 31. januar med musikgrupperne WaqWaq Kingdom og MAG er eksempelvis på spillestedet På Taget.

Når Røde Himmel booker musik bruger de hverken tal fra pladesalg, antal streams eller presseomtale som guideline. De bruger i stedet ørerne. Hvis lyttelapperne kan lide musikken, de hører, booker Røde Himmel bandet til Odenses scener – uanset om bandet er ukendt eller kommer fra den anden side af kloden.  

  • Vi har aldrig booket noget af det, de andre spillesteder har booket. Det må gerne have en nerve og en originalitet. Det skal lyde mest af sig selv, fortæller Alexander Dall, der var med til at starte Røde Himmel i år 2016.

En gang i måneden laver Røde Himmel en koncertaften et sted i byen, hvor du kan opleve tre koncerter på en aften. Tre koncerter med artister, der laver musik i samme genre.  Aftnerne kan derfor byde på alt fra syrerockkoncerter til elektronisk rave. Dog er én ting sikker. Tonerne er booket, fordi Røde Himmel-medlemmerne lytter til det, og ikke kan vente på at opleve live. Musikken, som du ikke altid finder andre steder i Odense eller i Danmark.  

  • Vi får bands, som ikke har spillet sammen i særlig lang tid. Vi venter ikke med at booke musikken til man ved, om de er gode nok, lyder det fra Simon Kærslund

Og god nok er musikken. En del af de bands, som Røde Himmel booker til, ender ofte med at indtage scenerne på Roskilde Festival. Det er eksempelvis musikere, bands og artister som Bisse, Søn, Barselona, Franske Piger, Ecstasy in Order og The Love Coffin.

Musikken Røde Himmel præsenterer har fået staten og Odense til at klappe i hænderne. Både Statens Kunstfond samt Odense Kommunes musikudvalg støtter nemlig Røde Himmels arbejde, fordi de præsenterer nytænkende og grænsesøgende toner.

Koncerter for egen skyld: Giver ikke hvad folk vil have

Selvom både kommunen og staten støtter himlens øre, booker foreningerne artister, som aldrig har spillet i Danmark. Meget af danske acts de får til at spille på byens scener har aldrig spillet i Odense før.

  • Nogle af de bands vi har er så nye, at vi på forhånd ikke ved, hvordan musikerne er på en scene, forklarer Simon.  
  • De fedeste koncerter har været dem, hvor musikerne vakler lidt i starten. De er måske nervøse og ryster lidt i starten. Der er ligesom noget på spil og det er fedt at opleve, lyder det fra Alexander.

Ifølge Røde Himmel er deres koncertprogrammerne med dugfriske bands, der ikke nødvendigvis har spillet sammen længe. Deres koncertprogram består af det, mange koncertbookere vil kalde ”risky-bookings”, idet man på forhånd ikke ved, om koncerten tiltrækker en fyldt koncertsal eller fem mennesker, fordi odenseanerne ikke kender musikken.

Røde Himmel har da også prøvet af afvikle en koncert, hvor antallet af koncertgæster kunne tælles to hænder. En pinlig oplevelse ifølge Røde Himmel. Men koncerter med lavvande i antallet af gæster afskrækker dem ikke.

  • Altså vi er jo bare glade for, at vi måtte se koncerten, siger Simon, mens tre andre Røde Himmel-medlemmer smiler.  

Ofte er det sjældent, at Røde Himmel laver koncerter, hvor der er et tomt foran scenen. Ifølge Røde Himmel har dette en særlig forklaring.

  • Det der har fungeret er, at vi ikke kigger på, hvad folk vil have. Vi har kun arrangeret koncerterne for vores egen skyld. Det har nok skabt en idé om, hvem vi er. Det er forskelligt musik. Men alligevel er der en eller anden form for smag i det. Så folk ved, at de får noget, der tæt på os, lyder det fra Alexander

Og smagen er meget forskelligt. Det ene øjeblik har Røde Himmel præsenteret stonerrock, mens de det andet øjeblik har fyret op for EDM-scenen. Udover at alle medlemmer selv spiller musik, består Røde Himmel af musikelskere, der elsker at finde nyt musik ved at gennemrode streamingstjenesten Soundcloud, der er kendt for at være hjemsted for helt dugfriske bands.  

Pengepungsmord og søde hjerter

Røde Himmels koncerter er for at sige det på godt dansk – sindssygt billige. De koster nemlig kun 40 kroner for en aften med tre koncerter. Den lave pris har hele tiden været en del af konceptet bag Røde Himmels koncerter

  • Hellere give folk en god koncertoplevelse, end at tjene penge, siger Eric Kivlen, der har været en del af Røde Himmel i fire år.
  • Altså 50 kroner for en fadøl er jo mord på pengepungen, fortsætter Alexander.

Selvom Odense Kommune og Statens kunstfond giver honorarklip til de musikere, Røde Himmel præsenterer, kan man undre sig over, hvordan Røde Himmel egentlig kan stable koncerterne på benene. Ifølge Røde Himmel er svaret frivillige hænder og søde hjerter. Eksempelvis er alt det gear foreningen bruger til koncerterne noget, de låner rundt omkring i Odense.

  • Hvis man er søde overfor folk og har en god idé, så er folk også søde og vil låne en ting. Så giver vi en gratis koncert bagefter, og hjælper dem med deres arrangementer, forklarer Alexander.

En ting er at have bandet og de fysiske rammer omkring koncerten. En anden ting er at lokke koncertgæsterne til. Til dette har Røde Himmel ét unikt lokkemiddel – vennerne.

  • Det er noget med at fortælle sine venner og bekendte, at det er det vildeste shit, vi har booket. Og så er det noget med at få spredt rygterne til alverdens små facebooksider, siger Simon.  

Rygterne og vennernes omtale spreder sig som ringe i vandet i Odense. Ringe, som rammer samtlige spillesteder. Siden Røde Himmel startede i år 2016 har de samarbejdet med et hav af kulturaktører i Odense. Ifølge foreningen selv ved de ikke selv, hvad fremtiden bringer. Dog lover de et hav af livekoncerter i Odense.

Faktabox: Koncerten den 31. januar: WaqWaq Kingdom og MAG

Japanske WaqWaq Kingdom leverer hypnotiske og shamanistiske live-optrædener. En intens psykedelisk oplevelse. Røde Himmel beskriver musikken således:

“Smeltende traiditionel japansk Minyo stil blandet med jamaicansk dancehall, dub, tekno, stammepolyrytmer og Nintendo soundtracks”

https://soundcloud.com/phantomlimbgroup/sets/waqwaq-kingdom-essaka-hoisa/s-htD6R

MAG aka. Magdalena Ågren fra Göteborg er en excentrisk liveoplevelse, når hun synger ind i en megafon på scenen. Med en række effektpedaler forvrænger hun messinginstrumenter og skaber et orkester af lyde, som vokser på scenen.