De er pakket ind i cellofan. Sådan siger Skullclub om danskerne. Derfor har punkbandet lader kanonen med spydigt tekstmateriale, som skal få folk op af stolen.
Søsyg punk og et ordentlig skud provokationskrudt. Det er menuen, når punkbandet Skullclub tager på livetogt. Sammen laver de en festlig mixtur af punk, folk og metal, som de krydrer med sækkepibe, banjo og violin. I lasten har de seks punkere fra Kolding deres seneste plade ”Smækhugger”. Og der er i den grad smæk på, når Skullclub indtager landets koncertsale med Smækhugger-skiven. Udover at pladen sejlede lige ind på førstepladsen på Danmarks officielle top 40 vinylhitliste, har skiven fået danske såvel som internationale rockmedier til at skumme over med rosende ord.
-Bandet er i den grad ikke bange for at skubbe til grænserne, provokere og måske også liiige betræde land, man nok burde holde sig fra, skriver anmelderen Thomas Bjerregaard Bonde fra GFR Rock.
Når Skullclub lægger til kaj ved Musikhuset Posten den 1. juni, affyrer de helt bevidst provokerende kanonkugler. Ifølge bandets forsanger, Troels Bjorholm, er danskerne nemlig alt for cellofanbeklædte. De skal op af stolen.
Kvalmende små sandaler
Troels bor i et kvarter i Kolding. Da den ene beboer på vejen fik en dobbelt carport, gik der ikke længe før, at resten af kvarteret gik i gang med at bygge. Og dengang en i nabolaget fik perlegrus i haven, måtte de andre følge trop. Græsplænerne bliver hver dag kysset af robotgræsslåmaskiner, som kværner alt fra græs til pindsvin. Derudover holder man nøje øje med naboens ligusterhæk. For man skulle jo nødig skille sig ud.
-Det er simpelthen til at brække sig over, siger punkrockeren.
Men i stedet for at omfavne toiletkummen, skriver han en sang. Igennem nummeret ”Gamle Ar og Nye Tænder” kommer han ud med sine frustrationer om danskernes peanutproblemer om dræbersnegle og ulverygter.
-Hold nu kæft, ta´ jer nu sammen, snup en kiks og kom videre. Sådan har jeg det. Det er virkelig små sandaler, vi render rundt i. Jeg kan slet ikke være i det. Men så er det godt, at jeg har et band, hvor jeg kan udtrykke mig, fortæller han.
Mens han sidder på en bænk i Kolding, betragter han kollengensernes gøren og laden. Ifølge sangeren er ham og Kolding-boerne flere lysår fra hinanden, og det giver god inspiration. Sammen med resten af Skullclub er han ikke bange for at skille sig ud. Udover at bandet har søsat deres egen musikstil, hvor de blander punk, folk og metal, fyrer de spydigt tekstmateriale af om det, man ikke snakker om over hækken i nabolaget.
Politisk pegefinger og et gran salt
I sangen ”United Fake Amerika” revser Scullklub Danmark for at gøre alt amerikansk, mens nummeret ”Natspermer” kredser om børnelokkeri og sangen ”Thailand Takeaway” omfavner sexturismen sydpå. Det er nogle af de skud, Skullclub har i bøssen på Smækhugger-pladen. Selvom hele bandet afskyr pædofili, er emnet lokkemad til at få danskerne op af stolen i raseri.
-I Danmark er vi pakket ind i vat og cellofan. Ofte tænker jeg. Der må simpelthen gøres noget. Vi skal have folk op af stolen, forklarer han.
Hvor sangen ”Natspermer” er en lummer vuggevise for voksne, er ”United Fake America” en politisk pegefinger, der sætter fokus på, hvordan Danmark sluger USA råt.
-Vi er så trætte af, at Danmark vil det det samme som USA i stedet for at holde fast i vores eget land. Vi har deres traditioner om Valentines Day og Halloween. Og når krigsfløjten lyder, er vi klar til at hjælpe med at gennembombe Syrien, forklarer Troels om sangen, der i dag er et populært analysemateriale for landets gymnasieelever.
Selvom Skullclub med ”United Fake USA” er en boksehandske imod samfundet, er bandet klar på andet end en punkede slagsange. De er nemlig storleverandør af fester. Derfor skal sangteksterne ikke altid tages så tungt, som de lyder.
-Vores tekster skal tages med et gran salt. Nogle ting mener jeg, mens andre er bare et glimt i øjet, siger frontmanden, der fremhæver ”Amar Halshug” som en festsang uden de store tanker.
Det er derfor også med et glimt i øjet og en kæmpe fest i bøssen, at Skullclub rammer Odense den 1. juni.