På Kansas City var kvartetten trukket i arbejdstøjet og leverede en brandvarm koncert på årets første sommerlørdag.
Af: Johan Tankred
Hvordan anmelder og definerer man det udefinerbare? VOLA´s koncert på Kansas havde givet mig denne knugende fornemmelse af afmægtighed og ordknaphed. Som anmelder har man en særlig tendens til gerne at ville skrive noget klogt, men det kan godt gå hen at blive lidt dumt; specielt hvis man ikke kan knække koden til kunsten, men alligevel prøver sig frem med halvkvalte sproglige billeder eller søgte sammenligninger. Som når Treo kvækker over at K-Pop har overskidt hans indre andedam.
Så jeg vil istedet starte denne artikel med at gå 20 år tilbage i tiden. Helt præcist til d. 10. Maj i 2001. Der stod jeg til en intimaften med 349 århusianere og blev simultant forelskede i tre udlændige. Stedet var Voxhall og bandet var Muse -the rest is history. 20 år senere opstod samme følelse på en stol, denne gang ikke i Smilets By, men på den gamle fabrikant af kedeldragters betongulv. Jeg var én blandt firs fans der havde fået adgang til en enestående oplevelse med det mest spændende rockband i Danmark pt.. Ja, du læste rigtigt. Danmark har i disse år et fantastisk udbud af bands indenfor metal, hardcore, postgrunge, black metal og rock’n’roll, men futuristiske og fremadstormende VOLA sprænger samtlige genrekonventioner og dét er yderst pirrende og ja, direkte spændende.
Og nu til selve koncerten.
Bagtæppet var oplyst af vertikale flerfarvede neonrør og temperaturen var rødglødende, da tonerne til ”24 Light-Years” svævede ud af anlægget, imens musikanterne sivede ind på scenen.
Forsangeren Asger Mygind trådte som sidste mand ind iklædt bukser og sko fra Hummel. Denne klædelige kobling af noget meget nationalt, men dog med internationale ambitioner og potentiale synes yderst passende. Bandet formår uprætentiøst at jonglere brudstykker af Muse, Mew, Mastodon, Pink Floyd, Porcupine Tree og Jeff Buckley tilsat dobbeltpedal, uden at det lyder anstrengt eller forgøjlet.
Trommeslagerens slagtøj var fremskudt og skiftevis tordnede og tronede i lydbilledet. Den svenske kraftkarl var i sig selv et show og et hårdtslående, men dog smagfuldt sofistikeret, bekendtskab. Der var nærmest noget ”Travis Barkersk” over ham-hermed tænkes primært på hvordan han var sat op og ind i selve showet. Keys og synthflader sad lige i skabet og bassen sparkede rummet i sænk, alt imens fuldfede guitarriffs, falsetto og growl fuldendte symfonien. Lukkede man øjnene undervejs, så fik man et billede af at der var langt flere musikanter på scenen end de fire yderst kompetente komponister.
VOLA er virtuose, visionære men også sælsomt sexede. Der er en nærmest feminin og erotisk skønhed over udtrykket, der giver én lyst til at stå op, stå tæt og uddele forbudte favntag til fremmede, folk og fæ.
Blå var farven som bandet farvede rummet i. Som hev de himlen ned og havet op og lod det svømme udfra scenen, komplet befolket med fabelagtige fremtidsfugle, hvaler og spruttende blæksprutter.
Kaptajnerne kastede kroge og anker ud til den sultne stime, der bed på alt. Drømmekvartetten trak os ind med nettet og satte gaflen i vores mørbankede rygge -og det mærke vil man gerne kunne mærke i en rum tid endnu.
Imens bandet tjekkede alle bokse af, krydsede publikum i hastigt stigende tempo tjekbokse af til valg af drikkelse, op til det forjættede tidspunkt hvor klokken slog 22 og bordserveringen lukkede med et brag. Når man stillesiddende bliver grebet af storhed på så intimt et sted, så kan jeg ikke forestille mig hvilken ekstase bandet, og publikum, sammen kan levere når stole, borde og reglerne bliver sparket ud og vi igen får lov til at stå på egne ben.
Nogle vil måske mene at orkestret og deres lydbillede var for store til scenen de endte med at eje, men deri ligger der en kritik af Kansas format og evne udi at afvikle koncerter og det ville være misvisende og at gå i små sko. Vi fik derimod den glæde at opleve et himmelstormende band på en mindre scene og det var en kæmpe oplevelse -som nok ikke bliver gentaget, da både udlandet og større scener kalder på kvartetten.
Ramt af fadølsfrimod udbrød en kær makker filosofisk, at hvis VOLA var en aktie, så ville han have sat alle sine penge på dem. Det kan man hverken fortænke manden i eller modbestride.
VOLA, det var vidunderligt.
