ENESTÅENDE!
Efter to års tovtrækkeri ramte et musikalsk fyrtårn eventyrøens Dexter. Her frembragte William Duvall smukke kæder og trak et tryllebundet publikum med ned i kaninhullet.
Af: Johan Tankred
Man siger, man aldrig skal møde ens idoler. Det ville dog gøre det umådelig svært at være journalist, og yderligere ville det have frarøvet mig muligheden for at interviewe en af de mest behagelige og venlige sjæle i musikbranchen.
Post-koncert og henslængt under Grand Hotels lysekroner havde solbrillen veget pladsen for et sæt gnistrende ravnsorte øjne. En enkelt krølle var dog faldet ned under hyldesten til David Bowie og insisterende blevet hængende i mellemrummet mellem manken, de smilende øjne og munden. En mund, der med indfølt entusiasme reminiscerede om at bruge sin barndom på at slide et kassettebånd med klassikeren om edderkopperne fra Mars.
Lige så autentisk og levende der blev berettet om kærligheden til musik og musikhistorien, lige så gravalvorlig blev William Duvall, når talen faldt på mandefald i musikbranchen.
Selvom de utallige udsættelser havde tvunget ham ud i den længste koncertmæssige tørke i karrieren, var talen mere centreret på omsorg og empati for alle de skæbner, der havde været nødsaget til at klippe bånd til branchen og opgive deres livsværk.
At turneen endelig blev til noget, glædede derfor den garvede musiker umådeligt meget og dette kunne med alt tydelighed mærkes under og bagefter selve koncerten, som forløb som følgende:
William Duvall entrede Dexter ulastelig klædt i alskens sort med tilhørende solbriller, der på bedste rockstjerne manér klædte den krøllede hjerne, der endte ud i en imponerende manke af proptrækkerkrøller.
Andægtigt sad de 100 musikelskere, imens William Duvall uden anstrengelser sang som en sortklædt engel akkompagneret af akkorderne fra to akustiske Gibson guitarer af den fineste slags (Gibson Hummingbird True Vintage).
William Duvall spillede og snakkede mærkbart som en mand på en mission. En musikalsk ener, for hvem dét at stå alene og blottet i rampelyset med kun vokal og guitar som følgesvende var en ganske ny oplevelse. Siden han samlede guitaren op som 8-årig og efterfølgende betrådte de første scener i punkbandet Awareness Void Of Chaos som 15-årig, har han altid spillet i bands. Den personlige og ydmyge tilgang til søsættelsen af karrieren som solist blev understreget af fortællinger om afsavn, trængsler og af en oprigtig kærlig dedikation af sangen ”White Hot” til hustruen Theresa.
Før nummeret ”The Veil of All My Fears” blev publikum adspurgt om det danske ord for ”betrayal”. Hvor hans kundskaber udi dansk i bedste fald var vakkelvorne, var der ingen slinger i valsen at spore, da den usigeligt sikre vokal ikke svigtede en eneste gang i det 70 minutters lange sæt.
Linjen…”Jealous of your power”… tordnede ned over tilskuerne fra den misundelsesværdigt musikalske mand, men mon ikke der sad mange, der gerne ville have solgt letbanen og en lillefinger for at kunne levere en så velsmurt og fejlfri falset?
Der var ikke meget brug for en lydmand denne aften, da sangeren justerede volumen ved at kaste hovedet tilbage og lade fuldregisteret flyve. Var lyden bedre end på CD? Ja, den var lige så god som på vinyl.
Ubekendt med mandens meritter kunne man ikke klandres for at tro, at kunstneren på scenen var en soulsanger med sjældent meget sjæl-alene udfra den enorme lyd, som kom fra den minimalistiske og smagfulde scene svøbt i lilla. Under det efterfølgende interview var William Duvall ikke afvisende for, at der engang i fremtiden kunne komme en fuldlængde med fokus på Soulsange fra hans side. Det er dog et gennemgående tema i hans lange kunstneriske virke, at han ikke planlægger sine albums på forhånd, da musik handler om at indfange sange og stemninger i stedet for at lade dogmer diktere form og indhold. Hvilket blev understreget af, at han under tilblivelsen af ”One Alone (2019)” slet ikke havde sat skib i søen for at skrive en skive. Planen var at optage nogle sange og give dem væk til andre sangere. Dog kom der en snarrådig lydteknikers velmenende undring i vejen og så var vejen lagt til de sange, der nu bliver fremført på landevejen: ”Nu havde de jo ligesom sat mikrofonerne op og var i gang, så kunne jeg lige så godt fortsætte med at spille, og da jeg gik fra musikstudiet, var sangene optaget i deres rå form. Ingen overdubs. Ingen ekstra lag af hverken sang eller instrumenter” genkaldte den gavmilde musiker med et grin.
Mange i industrien havde advaret ham imod at begå potentielt ”karriere-selvmord” ved at udgive sange i så nedbarberet form og endda i eget navn. Men som William Duvall sagde: ”Nu er jeg på landevejen, og koncerterne har været fantastiske, så hvis det her er karriereselvmord, så kan jeg ret godt lide det”. Man kan tage punkmusikeren ud af punk, men punkeren og DIY-tilgangen lever stadig i bedste velgående.
“Keep Driving Me Away” efterfulgte en tale om at blive afsporet og lade livet lede én på afveje ned i en mørk tunnel af sprut og sorg. Misbrug og afmagt var dog en sjælden gæst i de ofte varme og direkte morsomme indlæg. Den muntre musikant amuserede med, at den mousserede vin, der ramte munden, var et tilvalg af en rent lavpraktisk grund, da vandflaskerne ved bordet var iklædt prop og ikke åbnet eller hældt op. Proseccoen er desuden milevidt fra det pulver som pulveriserede den tidligere sanger i William Duvalls permanente og populære dag job siden 2006.
Et dag job, der kunne have kastet skygger og lagt tunge lænker om fødderne på sangerens ønske om at stå på egne ben. Fravalget af at fremføre klassikere fra bagkataloget for at påminde verden om ens eksistensberettigelse og status var opløftende og befriende for både tilskuere og i høj grad artisten. Dexter og publikum blev i stedet trakteret med en enestående intimkoncert med en ener, der stod tårnhøjt og fremstod frigjort, ydmyg og autentisk venlig som få, med så mange Grammy nomineringer i rygsækken.
…”Cruel when you walk by”…Nej, tværtimod. Det havde været væsentligt mere grusomt, hvis udsættelser og epidemi havde forsaget at sangeren ikke havde begavet Dexter med et ædelt visit. At dømme udfra mandens tilkendegivelser til publikum og understreget af et langt og taknemmeligt indlæg på artistens SoMe sider, så kan man ikke fortænkes i at drømme videre om, at fortællingen og eventyret ikke slutter her. Og at William Duvall, enten som solist eller med kammeraterne i Alice In Chains, igen en gang i fremtiden vil betræde den fine fynske muld og lade musikken tale, hvor ord svigter.
