Baal er aktuelle med hele tre fynske koncerter og i den forbindelse smed vi 10 skarpe afsted til forsanger Bjørn Fjæstad

Af: Frans Christensen

1: Time Is Old (seneste album) viste en flok modne mænd. Hvor langt væk er drengerøvene gemt?

Drengerøvene er der stadigvæk gemt i de modne mænds kroppe. Jeg tror, det er sundt for mænd og kvinder at danne “klubber”, hvor man kan lege og udtrykke sig. Vi har mere livserfaring end i starten af karrieren, så vores klub, er vores ungdomseleksir.  

2: Musikerne i Baal har hver især gang i mange andre musikalske projekter. Hvilken kemi opstår når I mødes?

Gruppen Baal har haft forskellige medlemmer før den nuværende besætning. Da vi startede prøvede vi at køre gruppen eksklusivt, som et 8-16 job. Det skabte nogle gnidninger internt, som skulle poleres af.

Nu opstår der kærlighed, når vi mødes. Stemningen er rar og kreativiteten vokser. Det er oftest Henrik eller jeg, der kommer med en idé og så arbejder vi videre på den iført ja-hatten.

Alle byder ind i processen og derfor er det også en meget mere koncentreret arbejdsgang.

Da vi holdt en pause efter Behind Your Echoes, var det blandt andet fordi jeg følte, at der var kommet for mange vaner ind bandet. Nu er lysten tilbage og det føles trygt og godt.

3: Hvem er chefen i Baal?

Ha ha… Det bilder jeg mig ind. at jeg er!! Troels, vores bassist, er mest udadvendt og mest praktisk anlagt, så han har overtaget mange af de manager-agtige områder. Han er vores driftschef. Jeg er nok den kunstneriske leder med ansvar for tekster.

Vi er dog alle afhængige af hinandens individuelle inputs – både musikalsk og menneskeligt:-)

4: Hvilket Baal album ser du tilbage på med størst stolthed?

Jeg er meget stolt af det nyeste album, fordi vi fandt tilbage til friskhed og en lyd, som kendetegner Baal. Jeg lytter generelt ikke til os selv andet end den første uge efter en udgivelse. Jeg er dog meget glad for vores første album Sensorama, som på den tid var utraditionel.

Jeg er nok mindst glad for Funtex, som blev skabt på et tidspunkt, hvor der var kaos i bandet. Vi skulle samtidig genskabe tilliden hos vores pladeselskab efter album nummer to skuffede salgsmæssigt. Det var en plade for at overleve og det bærer den præg af.

5: Hvad er det sværeste af jeres numre at spille live?

Ingen!!! Jeg er dog udfordret på de hurtige numre som Violent & Different samt When You’re Dead Boy. Samtidig fornemmer jeg, at Henrik er udfordret på korstemmen i Chronical Lovesong. Stemmerne bliver jo ikke yngre.

6: Hvad er din største inspirationskilde tekstmæssigt?

Jeg inspireres for eksempel af en sætning jeg hører, poesi jeg læser eller et ordspil der kan omskrives.

I mine unge dage var Bowies tekstmæssige universer, der jeg gerne ville bevæge mig hen. I dag er det Cohens måde at kunne skrive poesi på eller Nick Caves tekster, som er smukke, men hvor der gerne må snige sig en klovn ind, der trækker i mig.

Det kan sikkert lyde kryptisk for nogen.

7: Der gik 11 år mellem de to seneste albums. Hvor længe skal vi vente på nyt denne gang?

Et år eller max to år. Snarere to år, da der lige er nogle soloprojekter, der skal færdiggøres først og så alligevel…

8: Hvilke nye tiltag skal vi vente os af efterårsturnéen?

Vi har fundet nogle numre, som vi ikke har spillet længe og byttet lidt ud i forhold til forårsturnéen. Vi har en større pakke af numre med, som vi sorterer lidt i hver aften, så der bliver variation fra koncert til koncert.

9: Baal skal spille en akustisk koncert i Odense. Hvordan bliver set-up til denne?

Vi har ikke lagt os fast på numre endnu. Det bliver dog en sætliste med numre, der egner sig til at blive spillet afdæmpet. Vi har gjort det en gang før i Herning for en del år siden, så det er ikke helt nyt for os. Mon ikke der kommer et par af de dansksprogede sange fra teaterkoncerterne med på repertoiret?

10: Hvad skal man IKKE forvente af de kommende koncerter?

KEDSOMHED!!!

BAAL spiller 3 fynske koncerter den kommende måned:
D. 23.10 på Harders i Svendborg https://harders.nu/
D. 16.11 akustisk til Morgenrock på Dexter i Odense https://www.dexter.dk/
D. 16.11 på Tobaksgaarden i Assens https://tobaksgaarden.dk/