Tobaksgaarden shanghajede Nikolaj (minus Piloterne) til en kort snak om greatest hits jubilæumskoncerten, som Nikolaj og Piloterne spiller på Tobaksgaarden d. 12. april kl. 21.00.

TG:
Hej Nikolaj – Tak for, at du tager dig tiden til at snakke med Tobaksgaarden. Du var sidst i Assens for tre år siden i 2016; hvordan går det, og hvad er der sket siden 2016 – alt vel, alt godt?  

NIKOLAJ:
Alt er vel og alt er godt. Jeg er i gang med at skrive min autobiografi, som har fyldt rigtig meget. Ellers har jeg brugt meget tid på at øve med bandet op til vores jubilæumskoncerter.

TG:
Greatest Hits Jubilæumskoncert – hvad dækker det over?

NIKOLAJ:
Det dækker over, at vi spiller nogle genkendelige numre, som folk kender. Samtidig prøver vi at spille nogle numre, som vi normalt ikke plejer at spille live. Ligeledes har vi øvet os på at få nogle af de ting med fra numrene, som vi tidligere ikke har spillet live, bl.a. forskellige guitar-riffs. Så vi har smidt ekstra kul på musikken og øget genkendeligheden af de numre, som publikum kender fra deres ungdom.

TG:
Dit band Piloterne; er det den samme besætning som altid?

NIKOLAJ:
Vi har faktisk reduceret bandet fra 5 til 4 medlemmer, som betyder, at vi under vores jubilæumskoncerter har parkeret keyboardet i Valby. Det har resulteret i, at musikken er blevet lidt mere stram og enkel i lyden, og ja, lidt mere direkte.

TG:
Er der noget, som du specielt husker Assens og Tobaksgaarden for, fra den sidste koncert i 2016?

NIKOLAJ:
Publikummet er skønne, og der er en hyggelig og god stemning på Tobaksgaarden. Koncertlyden, scenen og lyset i salen er ligeledes altid rigtig godt – og så har I god forplejning i jeres cafe.

TG:
Jeg kan forstå, at det er helt naturligt for dig at tage lidt pauser i musiklivet; jeg læste, at du efter udgivelsen af albummet Valby Town (2010) havde været ude at blaffe. Er det en del af din kreative proces at tage pauser fra musikken og lave noget helt andet?

NIKOLAJ:
Både og. På sin vis havde jeg egentlig bare mest brug for en pause fra musikken, og havde brug for ro og for at genfinde pusten. Og så blaffede jeg lidt rundt; det har jeg gjort lige siden min ungdom, da jeg godt kan lide at være ”on the road”. Min bog, som jeg skriver på nu, tager afsæt i den pause, eller nedtur, som jeg havde efter 2010. Det er tit, at det er den slags historier, hvor der er lidt drama og konflikt, som er mest interessant både at skrive og læse om.

TG:
Er der ny musik, eller nye numre, på vej fra Nikolaj og Piloterne?

NIKOLAJ:
Min bog har fyldt rigtig meget, men lige nu arbejder jeg på nyt [musikalsk] materiale. Der er sket noget med min kreative proces i den lange pause, jeg har holdt – specielt sammenlignet med, hvordan jeg plejede at lave musik. Nu skriver jeg ét nummer ad gangen, hvorimod tidligere kunne jeg jonglere med flere numre samtidigt. Men her for tiden er jeg faktisk i studiet, hvor jeg er ved at indspille et super fedt nummer, som jeg håber, vil blive taget godt imod, når jeg er færdig med det.

TG:
Noget du gerne vil sige til det Assenesiske publikum før koncerten?

NIKOLAJ:
Vi er mindst lige så glade for at se dem, som de forhåbentlig er for at se os. Det er 30-års jubilæum, og vi har ikke tænkt os at holde op. Så publikum kan godt forvente at komme til både 40, 50 og 60-års jubilæerne, hvis de har lyst. Vi ses på Tobaksgaarden i Assens.