Ti skarpe til Kjartan Arngrim fra Folkeklubben

Af: Maibritt Lund Pilgaard

Hvad er historien bag navnet Folkeklubben?

Nogle dage før vores debutkoncert i Folkets park på Nørrebro 23. Maj 2011 havde jeg købt en plade fra 1965 med Cæsar, Per Dich og Povl Dissing med titlen ”En aften i Folkeklubben”. Vi manglede et bandnavn og blev enige om, i mangel af bedre forslag, at hedde Folkeklubben. Så kunne vi altid finde på noget bedre siden hen. Noget godt navn er det ikke. Tværtimod. Men det er U2, Gasolin og Beatles jo strengt taget heller ikke. Fordelen ved et tåbeligt bandnavn er, at du pålægges det ekstra ansvar, det er at fylde det ud på en cool måde. Det er vi stadig i gang med. Og nu hænger vi på det.

Værtshuse spiller en stor rolle i dannelse af Folkeklubben, da du mødte først Rasmus Dall og derpå Rasmus Jusjong på værtshuse – hvad er det det, som de steder kan?

Det var et tilfælde; et heldigt et af slagsen, så du kan ligeså godt spørge ’hvad er det tilfældet kan’? Og det bliver en længere snak. Vi er ikke mere forbundet til værtshuset end vi er til bænken, banegården, badebroen, boghandlen, torvet, salonen, cafeen, spillestedet eller vinylbutikken. De steder, der rummer et rum for en samtale er vigtige for os. For her kan venskaber, orkestre og sød musik opstå.

Du er vokset op med psykiatri meget tæt på i Risskov, da dine forældre er psykiatere – hvad har din baggrund med en tidlig indsigt i nuancerne i livet givet dig med ift. musikken?

Psykiatrien er et trygt og frit sted at vokse op: dèn filterløse tilgang til livet og til andre mennesker som jeg mødte hos de psykisk syge i min opvækst, gjorde mig tryg. Det var først da jeg kom ud på den anden side, at jeg til min store skuffelse opdagede, at det ikke var normalt. Filteret er jo ikke kun et Instagram-fænomen, men en måde at møde verden på som man tillægger sig når man går fra barn til voksen. Som er kedelig. Sangene rummer når de er gode netop det filterløse perspektiv på verden; den indre og den ydre – ligesom intense samtaler, ophøjede koncertøjeblikke og kærlighedsakten gør det.

Hvor finder i inspiration til jeres tekster?

Teksterne står jeg for og det er et arbejde der aldrig stopper; og som jeg løbende afprøver og kalibrerer med de 2 x Rasmus. Inspirationen hentes i samtaler, aviser, inskriptioner på gravstene, på spisesedler, livets tildragelser i almindelighed og massiv læsning af det meste fra Blicher og op til nu. Jeg læser hele tiden, hver dag på jagt efter det ord, den vending, det tableau, der kan sætte den næste sang i gang. 

Men den største kilde og korteste vej til inspiration er at slippe min iPhone. Jeg aldrig skrevet en sang efter at have været på Facebook eller Instagram: aldrig! Men som møllet mod flammen, flakser jeg rundt derinde i tide og utide. Spild af alles tid.

Hvorfor definerer i jer selv som spillemænd?

Det er ikke en definition; det er en måde at trække vejret på. Enten kan du eller også kan du ikke holde ud at være på landevejen i det omfang som vi er. Kunsten er ikke at være på turné; det er nemt; som at skumme fløden, det er præmien for dine anstrengelser med at skrive sangene færdigt og arbejdet i studiet. Kunsten er at blive ved med at skrive nye sange, at vedblive at være gode venner, gode ægtemænd og inspirerende fædre til de børn, der blive ved og ved med at komme til verden i dette orkester.

Du, Rasmus Dall og Rasmus Jusjong er og har været seriøst meget og intenst sammen som gruppe siden i mødtes i 2011 – også i kraft af jeres virkelig mange koncerter. Hvilke for- og bagdele giver det?

Den største fordel er den, at vi har lært at spille. Vores debutkoncert som orkester, var samtidig den første gang overhovedet, at jeg stod på en scene; og jeg var 31 år gammel; en absurd tanke; og – i hvert fald på papiret  – et ufatteligt dårligt udgangspunkt. Alle de faldgruber, der ligger i at spille sammen så længe – som dovenskab og vanetænkning – er vi kommet udenom ved at invitere nye folk ind som den cubanske perkussionist yohanier Ramon og klaver/harmonikaspileren Nikolaj Busk og produceren Frederik Thaae. Kreative og begavede mennesker, der har virket som frisk vand i akvariet og hjulpet os videre. I skrivende og spillende stund oplever vi et på alle måder lykkeligt match med bassisten Ida Duelund, der virkelig rykker og udfordrer os som orkester. Hende lærer vi meget af!

Hvad er det vigtigste for jer, når I optræder live?

Det vigtigste – og det har taget ca. 8 år at fatte – er at forstå der findes et niveau over genialitet – et niveau over den fejlfri indsats. Det niveau hedder nærvær. Hvis alle på holdet fra chauffør til booker, over lys og lydmand til orkester er nærværende, så opstår der en magisk tilstand, hvor det er umuligt at fejle. Eller rettere, fejlene ophører med at være fejl, men inspirerende indspark. Denne tilstand går i en anden sammenhæng under navnet ’Det perfekte slag’.

Jeres seneste album Sort Tulipan udkom for godt et års tid siden – hvad betyder netop dette album set i lyset af jeres tidligere udgivelser?

Det betyder kort sagt, at vi er blevet til rockorkester. Albummet er det lydlige bevis på, at vi mener det med at være i bevægelse. Titelsangen ”Sort Tulipan” er samtidigt et bevis på at det lønner sig at bevæge sig derud hvor brugerundersøgelser ville have fortalt dig, at du helst ikke skal gå: sangen handler om selvmordet; dét selvmord der består i at svigte alle drømme af værdi og så rummer den et mellemstykke på fransk. Igen; på papiret en utrolig dårlig ide, der på magisk vis har været med til at hæve os en division eller to.

I besøger snart Tobaksgaarden i Assens – hvad betyder det for jer at komme ud på mindre spillesteder?

Vi skelner ikke mellem små og store steder. Vi går efter det perfekte slag hver gang. Det, der betyder noget er at komme ud og spille, nogle sæsoner flyver man højt andre gange lidt lavere. Pointen er at være i bevægelse – ”I rörelse” som det hedder i et digt af Sveriges sorte digtertulipan Karin Boye, der tog sit liv; hendes pointe er, at er vi i bevægelse og bevæger vi os smukt, så vil vi indse at: ”uendeligt er vort store eventyr.”

Hvad skal publikum i Assens ikke forvente, når de møder jer i Assens?

Jamen, jeg kunne vel lige så godt spørge: Hvad kan Folkeklubben forvente når de kommer til Assens? Der skal to til at duellere; du kan ikke slå det perfekte slag alene.

Koncerten med Folkeklubben den 30. November på Tobaksgaarden  i Assens er desværre udsolgt.

Vi henviser til en kommende koncert i Den Store Værftshal i Svendborg d.14. marts 2020 samt til Tinderbox 2020.